Ude godt hjemme bedst :)

Pga. Claus´ job flyttede vi til Amerika - ellers havde det sikkert været det samme trummerum som de foregående år. Var jeg ikke taget med havde han kun haft krøllede skjorter og spist pølser, varmet i en elkedel, og uden børnene havde han arbejdet sig ihjel.

Det hele startede på en stor mark i Januar 2010, planen var at fabrikken skulle se sådan her ud. Det gjorde den 10 mdr. efter. Siden er der bygget til bagud.

I December var den første nacelle klar.

I får lige et par billeder mere.

Billedet her viser vognhjulet der er lagt i taget - når klokken så er lige omkring 5 p.m. og solen står helt rigtigt, så bliver det til hjertet i ser allerøverst på bloggen :)

Hvis ikke man har et arbejde skal man se at finde sig et - og hvis man er syg skal man skynde sig at blive rask - den eneste undskyldning til ikke at yde noget til fællesskabet er, hvis man er på barsel, og det har jeg jo været en hel del med 4 skønne unger.
Når man så ikke skal ha´ flere børn ved man ligesom godt hvad der venter de næste mange mange år, medmindre man melder sig helt ud af samfundet og det har jeg så gjort i et par år:)


Der er mange grunde til at rejse ud på længere eller kortere ture/rejser:
- for at udvide barnets og egen horisont
- barns og egne sociale færdigheder
- børn er glade når forældre er glade
- hvis man er blevet væk for hinanden i en travl hverdag, får man chancen for at finde sammen som familie igen.

Men nu har Claus har fået nyt job, så vi kommer alle hjem nogle måneder før end ventet. Faktisk allerede i løbet af få dage.
Det er lidt med blandede følelser og en klump i halsen hver anden dag. Glæder mig selvfølgelig, (jeg savner min mor :) men det er med meget få ugers varsel.
Pludselig skal jeg nå at se en masse og alligevel er der jo ikke tid til det.
Opleve ting der er værd at skrive hjem om og leve længe på.
Oveni skal der planlægges 1 million ting. Ting som da vi rejste herover, næsten havde et par år til at forberede.


Et kinesisk ordsprog siger: Hvis du ejer mere end 7 ting er det tingene der ejer dig.
Jeg er vel tæt på de 7000 ting!
Vi havde 250 kg. habengut med herover og det er vel ikke mere end et par paller. Selvom der er blevet sorteret kraftigt til genbrugeren skal vi alligevel ha' en container hjem.
Et hel hus med indbo har vi jo i forvejen, så medmindre det virkelig bliver til et sommerhus ved Ringkøbing Fjord der skal præges af Amerikansk inventar så....... gab - jeg bliver pludselig så træt.

Og trist - over at sige farvel til gode venner, bekendte og især fantastiske søde naboer her i Hyde Park, der har taget rigtig godt imod os :)
Mine tanker er lidt løse, og den sidste blog blir´ lidt rodet, men det må i ta´ med.

Der er utallige garagesalg hver eneste weekend, så på de fleste lygtepæle er der påklistret skilte.
I kan osse se der en lilla sløjfe på lygtepælen. Den hænger over en stor del af byen og er et symbol til minde for kvinden der blev skudt ved et hjemmerøveri for godt et år siden.

 

Vi havde et professionelt firma til at holde auktion over det vi (jeg) har skrabt sammen de sidste par år og det gik forrygende. ALT fra gafler til biler var væk i løbet af 2 timer. Siden har huset været indrettet a la feng shui, så efter pres fra børnene er vi rykket på hotel under mere normale forhold.

Vi var kanon heldige med vejret den formiddag. Der var lovet thunderstorm, men det kom først om eftermiddagen. Mega store skyformationer formet som vatrondeller, et sjældent syn, men helt fantastisk. Tornadoerne slog først ned senere, ca. 100 miles syd for os, så vi slap. 

Claus har osse været til garage sale - fundet skriget til en favorabel pris, så nu er den endelig på danske hænder. Men læg mærke til kornsiloen bag ham.

Her i Hutch har vi verdens største kornelevator. (Fotoet har jeg naturligvis ikke selv taget)
230 m. høj - svarer til 23 etager og jeg aner ikke hvor lang.



Der er blevet bygget rigtig mange af den slags rundt omkring i landet, de er bare ikke særlig velholdte og der sker mange eksplosioner og dødsulykker om året. Alene de sidste 40 år er 250 døde. Arbejdsforhold og sikkerhed er generelt ikke sammenligneligt med DK - får ondt i maven når jeg ser en stilladsarbejder kravle rundt på et tag eller der sidder en mand i et 200 år gammelt stort træ i shorts, bar mave, uden hjelm eller anden sikkerhed, med en motorsav i hånden.

En anden typisk silo.

Skænken er ikke min :) Birkebark og birkegrene......ja hvorfor ikke. Amerikansk inventar er forøvrigt typisk mørkt og tungt.

Lige en liste over stater vi har besøgt, nogle endda flere gange:

Kansas
Texas
Florida
Georgia
Tennessee
Illinois
Missouri
Arkansas
Oklahoma
Minnesota
Colorado
Wyoming
Idaho
Utah
Arizona
Nevada
Californien

Alle ferier, korte og lange, weekender og alm. dage har vi fløjet, kørt eller cyklet rundt for at få den fulde udbytte af den tid vi har her. USA er pænt stor, og havde vi boet i DK var vi ikke rejst så meget ud, men det er bevidst da det er "one in a life time" -  tåbeligt ikke at bruge tiden på oplevelser nu da vi alligevel er her. Jeg har beskrevet mange af vores ture på bloggen, men det er umuligt at få det hele med.


Bloggen har jeg primært skrevet til jer derhjemme, så jeg ikke skulle købe mig fattig i frimærker og holde styr på hvem jeg har skrevet til og hvem jeg har snydt. Dernæst har det osse været min dagbog - jeg har haft så mange oplevelser og indtryk at det ville være umuligt at huske det hele. Jeg har haft over 7000 sidevisninger og det er da ikke så dårligt. Jeg er umådelig glad for at i har gidet følge med i de sidste to år, taknemmelig for hver en email eller brev der er blevet sendt til mig, det har været meget overvældende og glædeligt.


Det har kostet på familien at vi ikke bare har fulgt strømmen.
Savn kan gøre fysisk ondt og jeg/vi har savnet Anders og Dennis rigtig rigtig meget indimellem, og de der ikke tror at shopping hjælper, har aldrig købt nok - nogle gange har jeg ikke kunnet nøjes med spenderbukserne men måtte ha´ overtræksbukserne til hjælp :)

 

Konklusion: Shopping er temmelig afstressende og overfladisk, men har en terapeutisk virkning.
Jeg ved også af erfaring at følelsesmæssig ustabilitet kan afhjælpes ved at få mere søvn og/eller spise noget lækkert, men det er ofte for varmt om natten til at sove og der er ikke noget lækkert at spise som minder om noget Dansk.


Det kunne være godt indimellem med nogle klynkefæller, men vi har ikke grupperet os med danskere imens vi har været her, fordi der ikke er nogen - men galde er galde og galde skal ud, og så kan jeg enten ringe til mig selv, skrive til jer, eller brokke mig til Claus hvis ellers han er hjemme.
(At bo sammen med ham er som når tiden ikke er en factor man regner med)


Normalt er forventningens glæde jo den største, men der var ikke mange forventninger til hvordan det var at leve en hverdag i USA og man kan ikke læse sig til alt.
Mit mål har været at være lykkelig og det skulle da være en smal sag. Jeg har nydt hverdagen, befundet mig imellem fortid og nutid, lige i nuet, og set de største ting i de mindste.
Såsom at der ikke er mere importeret tandpasta, til gengæld skinner solen endnu en dag, og der er aldrig is på bilruden.


Jeg forventede at få ryddet op i bekendtskabs/venne og familiekredsen, men de få vi har mistet kontakten med er blevet opvejet af endnu flere vi har fået kontakt til:)


Det er jo ikke katastrofalt indviklet at passe manden og børnene, og til deres forsvar skal det osse siges at de, incl. manden, er blevet ældre. Det har betydet at jeg har haft oceaner af tid til mig selv.
Nu har jeg brugt 2 års træning i ikke at ha´ travlt og er blevet ret go´ til det - så kan i spørge hvordan: Det er bare at holde op og så holde den gående der :)

Det første halve år brugte jeg osse på at vænne mig til ikke at tjene mine egne penge - den var svær - nu er jeg så blevet helt go til at bruge Claus´s - det går endda rigtig godt vil jeg sige, men alt har jo en ende :(


Jeg kender mange der er i live uden at der er noget særligt liv i dem - sørgeligt - og måske har jeg indimellem kunnet se det når jeg har kigget mig selv i et spejl. (Lidt masochist er man vel:)
Jeg har ofte haft travlt med at planlægge hvad der skal ske i morgen, i næste uge eller næste ferie i stedet for at nyde nuet.
Nu er det sådan mere: Herregud - det jeg ikke når i dag når jeg måske aldrig og hva´ så?


Tror den gule brandhane er standarten - ikke noget med EU regler her, men masser af forskellighed og det er lige mig :)

Doner en portion blod og få en gratis biografbillet! Hmm.....

Den er sku da for sej - absolut min favorit :)


Jeg er trænet i at kunne se tv - snakke i telefon - røre i sovsen - hjælpe med lektier og ta´ et fodbad på samme tid, fordi det har været nødvendigt, da Claus som bekendt i mange år ikke har været hjemme bortset fra weekenderne, og jeg også har haft mit eget arbejde.


Halvdelen af pligterne (i DK) har jeg sikker og sagtens kunnet skære fra, for de er selvopfundne: Hvilken mand ville feks. male stencils på gamle urtepotter eller spraymale brugte lampeskærme? Livet er ikke for let øvede og for mig har dovenskab ikke kunnet betale sig på lang sigt med de krav jeg har stillet mig selv.


Det er mit indtryk at der i USA roses for talentet mere end for indsatsen. Men det er jo bare min mening!

Jeg skal hjem til et fortsat, ikke nødvendigvis lykkeligt, men gerne et stimulerende liv.

Til en nattesøvn der varer hele natten - jeg har ikke sovet igennem de sidste 2 år pga. godstoget der kører gennem byen et par gange hver nat og af ukendt årsag skal gøre opmærksom på sig selv indtil alle 100 vogne er ude af byen igen.

Hjem til en naturlig samhørighed under samme dyne, fordi det er dejligt koldt om natten i DK.
30. Marts - 18 grader om dagen, frost om natten, udsigt til lidt sne der alligevel ikke blir´ til noget. Lige til at holde ud :) Nyde dansk uvejr uden frygt for tornadoer og efterskælv af jordskælv fra Oklahoma som vi havde her i Maj.


Hyndemoden i år :)

Jeg skal hjem til et land med udvidet ytringsfrihed og uden risiko for at sidemanden sparker  mig over skinnebenet, hvis min mening er for humanistisk eller demokratisk.

Jeg skal hjem og pakke min sten- og sand samling ud, der efterhånden er på størrelse med Tutankhamon´s gravskat.


Jeg skal spise udendørs, uden at få en mundfuld myg med ind i gabet og hunden går bananas hver gang et egern krydser matriklen. Det egern her er godt nok dødt - hurtige er de, men ikke altid hurtige nok :(

Min fantastiske søster har helt sikker sørget for at der er kærnemælk, ost, smør og en go rugbrød til min første morgenmad i DK.
Senere skal jeg nyde stegt flæsk, nye kartofler, rødbeder og helst med en Tuborg til.
Når man bestiller en sandwich her med tilbehør, afviger det temmelig meget fra en dansk med næsten sort grovbrød - og så er der lige det der med chipsene :)


Jeg skal hjem og flytte min postkasse ud i skel, for i DK skal alt jo helst være efter bogen.

Det eneste post jeg vil få er sikkert en bøde, hvis jeg stiller en gammel påhængsmotor ud til vejen :)

Jeg skal sortere og kompostere.

Ahhh.....Den går vist heller ikke.

Bjerge er der ellers rigeligt af i USA, men hver gang jeg ser en nydelig bakketop med græs uden klippefremspring får jeg altid mistanken om vi er bombet tilbage til lossepladserne i DK for 40 år siden.

Ordne haven selv, medmindre jeg finder en havemand der sagtens kan være mit valg på snackmenuen. Det ville ellers være meget nemmere bare at sætte haveaffaldet ud til vejen.

Jeg skal ha´ styr på formerne - ikke at jeg vejer mere end jeg plejer, men jeg har været temmelig frugtblind, så der skal rykkes lidt rundt på dellerne.

Håber fortsat at få tid til sentimentalitet, afslapning og lethed i hverdagen - at jeg sidder bag rattet i bussen, bestemmer farten og hvor jeg skal hen:)

Jeg holder af hverdagen og kan vel egentlig betegnes som en "hverdags junkie" - har så meget energi at jeg kan forsyne min hjemby med strøm, til trods for at jeg "bare" har været hjemmegående. Jeg har ikke haft mere end en håndfuld dage hvor jeg har kedet mig og det var vist de dage jeg var bogflov.

Overgang er ikke lig med undergang, men et hurtigt kig på mit CV ligner på en dårlig dag en dødsannonce, og da jeg er meldt helt ud af det danske system, blir´ der lidt benarbejde straks jeg vender tilbage, og håber ikke at det eneste udbytte er ondt i benene. Så min nye titel bliver "Job og ansøgningsklar"
(Hårdt arbejde har aldrig slået nogen ihjel, men hvorfor ta´ chancen:)
Efter 2 år i uvirkelighedens verden, skal der arbejdes på et realitetseftersyn for ikke at ende med at få et mindreværd på størrelse med Møn, og føle mig som et stykke drivtømmer.

Jeg kan til enhver tid gå til enkeltfagseksamen i cocktailparties og shopping - tålmodighed er min spidskompetence! Især det sidste er en nødvendighed at lære - der er INTET der haster her. Der bliver fred i Mellemøsten før amerikanerne lærer at komme til tiden.

Mig mig mig - jeg har jo taget udgangspunkt i mig selv når jeg har skrevet hjem til jer.
Jeg er mig selv, mor, datter, søster, veninde, nabo osv osv og indimellem ville jeg ønske at bare en af mine personligheder var mand - eller to af dem.

I Kansas har jeg manglet en personlighed for at falde "rigtigt" ind i noget af det selskab vi færdes i.
Følt mig lidt som en trekant blandt firkanter.
Overklasse er ikke bare noget man er - det kræver øvelse - jeg har haft nogle gode læremestre, jeg har bare ikke været nogen særlig dygtig elev.
Jeg oplever stadig at lige inden jeg går ud af døren, kigger mig i spejlet en sidste gang og ser en rigtig pæn/kedelig/gnaven dame med luft i maven.
Man kan gi´ en gris læbestift på, men det er stadig en gris!

Klasseskel er tydeligt. Børnene leger helst med ligesindede børn hvis forældre har de samme værdier og mål.
Der er ingen der blander sig med nogen over/under sin stand. Med undtagelse af undertegnede - jeg har snobbet opad.
På grund af Claus´ stilling har familien, med børn, været i avisen mere end en gang.
Claus ryster ikke i bukserne hvis han er i radioen, avisen og på tv - til møde med trafikministeren, senatoren og guvernøren. Det hænder så at solen skinner lidt på mig samtidig. Jeg plejer ellers ikke at holde mig for go´ til noget, men har det ligesom børnene - de vrider sig som regnorm når de er nød til at deltage.

Hver gang jeg åbner munden i sådan et selskab risikerer jeg et af to ting: At blive forstået eller misforstået. (Når det gælder mand og børn: Altid misforstået)

Regel nr. 1: Hvis ikke man i forvejen føler man passer ind i selskabet, er inviteret til stort arrangement med senatorer, guvernører og andre pinger, incl. diverse tv kameraer og der bliver holdt store (kede....) taler, skal man huske at slukke sin mobil :(

Jeg behøver jo ikke blive elsket af alle amerikanere og har formået, mere end en gang, at overskride den grænse som alm. høflighed og situationsfornemmelse ellers stoppes af, og har virkelig været den værste udgave af mig selv, så regel nr 2-10: HOLD KÆFT, HVIS DER ER EN REPUBLIKANER TIL STEDE! Også selv om det betyder at munden er så stram at det knirker når jeg går.

Jeg har i årevis øvet mig i at tale lidt langsommere, og er da osse blevet bedre hvis jeg spør´ mig selv,  men tænke hurtigt på dansk og og få det hurtigt ud af munden på engelsk er ikke en succes.
Faktisk en rigtig dårlig kombination.
Sommetider forstår de ikke hvad jeg siger, og inden jeg har fagtet mig igennem en sætning kan jeg helt ha´ glemt pointen:(

Jeg er flyttet fra jysk jantelov til vidvinkel, med plads til store armbevægelser og individualitet.
Jeg kan gå på restaurant i nattøj eller den mest farverige festkjole uden risiko for at en eneste vil rulle med øjnene. (Det skulle da lige være hvis jeg mødte en dansk turist)

Her er i Signe i sit Walmart outfit :)  Højhælede sko, slasket hår, slasket tøj og slasket plastic håndtaske. (Verdens 18. største offentlig virksomhed)
Vil man se forskelligheder er Walmart lige stedet. Den højere klasse handler der ikke - i hvert fald hvis de selv skal sige det. Jeg gør - de har alt og mere end det - det er billigt, kødet kunne være bedre så det køber jeg bare et andet sted, men det bedste er at man der møder alle slags mennesker, plus dem der påstår de aldrig ville sætte sine ben der :) Sjov er især påklædningen her i USA - der er ligesom ikke noget filter for hvad man kan iklæ´ sig. Mange, børn og voksne, går i decideret nattøj - det er blødt og behageligt - det har jeg forståelse for. Fryser man og ikke har nogen jakke, slynger man da lige et slumretæppe omkring sig. Pengene er meget få hos en bestemt gruppe, og det har jeg naturligvis osse forståelse for.


I Wallmart kan man se efterlysninger på forsvundne, bortløbne og bortførte børn. Det her er kun et lille udsnit, der forsvinder tusinde af børn hvert år. Svært at  forholde sig til :(

Jeg kan køre i cabriolet 10 måneder om året med en fancy hat og store solbriller på, uden tilråb og misundelige blikke fra andre der syntes jeg er et rigt svin.
Til en meget ydre grænse er jeg temmelig ligeglad med hvad andre tænker og ret ubekymret over om nogen i DK syntes jeg er og fylder for meget - måske er der for mange der fylder for lidt!

Hvis ellers jeg gider smile får jeg så meget igen fra folk jeg ikke engang kender her.
Amerikanere er bare mere venlige, høflige, smilende, tolerante i trafikken og tolerante med mig.
Jeg vil påstå at jeg ikke en eneste gang selv har åbnet en dør, hvis ellers der har været en mand lige i nærheden. Selv børn er meget høflige og respektfulde overfor de voksne.


Er i tvivl om hvilken tidsalder jeg har været i og skal stadig huske at undre og reflektere over det jeg ser, uanset hvor jeg befinder mig i verden.
Jeg har været forundret og imponeret, fascineret og chokeret eller måske rettere forarget, selv om jeg ikke troede at lige netop det var muligt for mig mere.

Man ligger som man har redt - er man født i en uredt seng er det bare ærgerligt.

Gud hjælper dem der hjælper sig selv.

Øje for øje - tand for tand.

Typisk tankegang og udtalelse for en velhaver her i USA. For de som har deres på det tørre og ikke frygter fattigdom, sult og sygdom. Men det kan hurtigt gå den anden vej: USA er verdens rigeste land, men uligheden mellem rig og fattig har aldrig været større. 10 procent er officielt ledige - en ledig får max. 1950 kr. om ugen i højst 99 uger. Derefter kan man få offentlig fødevarehjælp (26 kr om dagen) plus 3000 ekstra om måneden hvis man har små børn. Efter 4 mdr. hører alt hjælp op. Når man mister sit job mister man som regel også sin sygesikring.
Kun familier med en husstandsindkomst under godt 9000 kr. får offentlig sygesikring hvis der er mindre børn eller kvinden er gravid.

Abortion kills children står der. Og ved siden af ham står der 20 andre med skilte der siger nogenlunde det samme.

Obamas love er kun vejledende, så det nytter ikke så meget at han går ind for fri abort og homovielser, hvis den republikansk guvernør i Kansas, ikke gør. Han arbejder på at Kansas skal være den første stat hvor abort er ulovligt og naturligvis strafbart.
Ligesom homoseksualitet!
Det værste er at fra min vinkel ser det ud som om det ikke er usandsynligt at det kommer til at lykkedes og at uvidenhedens ondskab stammer fra de der burde/har overskuddet til at vise barmhjertighed.

USA har ekstremt mange teenagegraviditeter og er et af de helt store problemer. 42 ud af hver 1000 faktisk. Noget tyder på at deres afholdenhedsundervisning ikke rigtig virker, (hænderne over dynen), så måske de skulle satse på noget mere moderne såsom seksualundervisning. (Ha´ det sjovt med hænderne under dynen og undgå graviditet)

Der er over en´ million high school elever der er hjemløse.
Hver 26. sekund er der en elev der dropper ud af skolen. Det er 7000 om dagen.
24 % dropper ud af skolen i Kansas og det lyder jo af meget, men i Nevada er det hele 56 % - landsgennemsnittet er 1 ud af 4 der ikke gennemfører!
Hvis ellers jeg har hørt rigtigt er det første gang i USA´s historie, at næste generation er dårligere uddannet end deres forældre. Hva´ søren skal det hele ikke ende med!

Læg mærke til huset bag hanen. Der er flere træhuse end stenhuse her i Kansas, og det kræver dælme noget maling i den varme vi har. Hvis man så er på spanden forfalder det hurtigt. I de fattige kvarterer  er der ikke nødvendigvis ruder i vinduerne, de er så dækket med plast, tæpper, brædder eller hvad man nu lige har at gøre med :(


Huset herover er typisk for det gamle finere kvarteret inden man kommer til de mere usle.   Umiddelbart ser det ikke særlig godt ud for brandsikkerheden at bo sådan, men hermed slutter bevisførelsen - jeg ved det ærlig talt ikke!

Huse som ikke engang Låsby Svendsen ville eje har vi masser af her i byen. Gade op og gade ned. Jeg har ingen billeder af dem - kan ikke få mig selv til at holde og fotografere fattigdommen og elendigheden. Det er som om det går 2 skridt frem og 1 tilbage. Resignation og håbløshed.  Der samles masser af penge ind til de fattige - kirkerne står for den største uddeling - det hjælper bare ikke så meget.

Det er ikke lige mig i skal lægge mærke til på billedet, men loftet. Jeg tror det er blik og faktisk meget dekorativt.


Man kan købe enkelte plader i genbrugs/antik butikker, men ikke for pebernødder.
Fly og bilindustrien har været meget stor her i byen, men det er gået som mange andre steder - i stå. Så der er ikke bygget nyt og moderniseret i mange år, med undtagelse af de helt store butikskæder.
Så vi lapper lige lidt på loftet :)


Butikken her handler med cowboy udstyr :)


Allie´s - især kendt for sine sandwich. Til trods for at Siemens fabrikken har 400 ansatte er der ingen kantine. Herovre forlader de fleste deres arbejdsplads, stor som lille, i pausen og fylder de mange restauranter op - netop der er kulturen meget forskellig fra den danske.
Lille sidespring - det jeg ville fortælle var at loftsbeklædningen og inventar stadig er den samme som for mange mange år siden i rigtig mange butikker.


Våbenforretning ved siden af frisøren eller i stormagasinet. Og der er rigtig mange af dem! Tankegangen omkring nødvendigheden af at eje våben og brugen af dem fatter jeg naturligvis ikke, men jeg er jo heller ikke den hurtigste knallert på havnen.

Skal der samles ind til behandling af et sygt barn, eller en gravsten til et dødt barn, skilter kirkerne gerne med det og heller ikke det vænner jeg mig til. Jeg vænner mig aldrig til at nogens hus er brændt ned og der ligger brev i postkassen, om man kan donere lidt legetøj, toiletartikler, dyner og andre mere eller mindre basale ting, fordi man ingen forsikring har. Konstant bliver man spurgt om man vil donere x antal dollars hos Builder bear, hos dyrlægen, på skolen osv. Herover er det luft du betaler for, som så bliver doneret til United Way - en velgørende organisation.

Jeg betaler min skat med glæde. Især den Amerikanske :) Men efter et par år her er jeg nu taknemmelig for at systemet nu engang er som det er i DK - hvis jeg skal vælge mellem 2 onder.

Vores første bil: GMC Yokon Denali XL - men det nytter jo ikke kun at ha´ en bil hvis ikke der er nogen offentlig transport, så.....

....ind kom så Claus´ bil: Chrysler 300

Så købte vi Toyota´en til shopping

Så blev det mors dag med Chrysleren:)

Hunden elsker at blive blæst igennem, og for pokker jeg kommer osse til at savne at cruise  rundt.

Anders og Dennis måtte naturligvis ha´ et transportmiddel til universitetet. Hvad kunne blive mindre end en Mustang?

5 biler i løbet af  2,5 år lyder som meget, men de koster jo kun en brøkdel af hvad biler koster i DK.
Billige biler og billigt benzin. Det er kun amerikanerne der syntes det er dyrt. Olieskift på bilen koster max 250 og så er der også nye visker på. Selvfølgelig bliver bilen hentet og bragt derhjemme hvis ikke man vil ha´ en lånebil der naturligvis er med i prisen:)
1 gallon benzin, svarer til 3,78 liter - koster 20,17 danske kroner :)


Lige en detalje. Hvis nu man skulle "komme til" at lukke sig inde i bagagerummet, ja så er der heldigvis en nødløsning. Standard udstyr :)

Der er flere måder at shine en vogn op på - der er lige så mange labels på køleren og den anden side:)

Har jeg ikke andet at ta´ mig til når jeg venter på parkeringspladsen ved Rasmus´ skole, kan jeg da ta´ billeder af studenternes biler.

Jeg kender som bekendt ikke helt færdselslove og regler her, men mange biler er udsmykket hele vejen rundt, det gælder osse forruden hvor der kun er et lille synsfelt.

I´m sexy & i know it. Selvtilliden fejler ikke noget.


Dæk og fælge - det ses ikke federe end i USA.

Mere normalt end unormalt at hundene, uanset race, står bag i bilen under kørsel.

Fandt lige et billede der skulle ha´ været på den sidste blog. Man kan se på taget af traktoren at den tilhører en Amish.

Den her kommer jeg nok heller ikke til at se hos REMA når jeg vender tilbage til DK.

Ikke kun mentalt er der meget plads i USA, men osse fysisk. Parkeringspladserne er MEGA - der er altid plads, så hvorfor gøre sig umage med parkeringen.

Bestemt en mand der har parkeret her. Se hvor pænt jeg holder ved siden af :)

Kundeservicen i USA tåler ingen sammenligning med Danmark. Alle drikkepenge her er givet godt ud.

Kommer til at savne præmier videofilm til 6 kr. og billige biografbilletter - billige printerpatroner - billigt tøj, sko og makeup og billige restauranter. I DK spiste vi måske ude 4 gange om året, nu spiser vi ude mindst 3-4 gange om ugen. Og her er det mere muntert. Børn er velkommen på alle restauranter hvor der er hængt tv skærme op så alle kan se med på enten nyheds eller sportskanaler. Ikke noget med stearinlys på bordet. Der er munter stemning og ingen skrigende unger. 

Joel Osteen er - uden en reel bibelsk uddannelse - svigermors drøm - forfatter - rig - og prædikant. Det sidste er især skræmmende. Har egen kirke i Texas med 16.000 siddepladser og holder gudstjeneste 3 gange hver Søndag. Det gir´ jo 48.000 kirkegængere - hver Søndag! Naturligvis transmitteret i både radio og tv og er den mest sete religiøse udsendelse i Amerikansk tv plus 100 andre land der er modtagere. Han snakker rigtig godt og har et kæmpetalent for markedsføring. Hans prædikener går især på at rigdom og magt er belønning for fromme kristne.
Behøver jeg skrive han mener homosex er en synd?
Hvis jeg lige kommer til at zappe over på kanalen skal jeg næsten tvinges væk igen. Den mand er slet ikke uden evner og jeg bliver total skræmt ved tanken om at han med talegaverne kan indfange så mange mennesker - og mig!
Her er det typisk mænd der kommer til magten (det i sig selv er uhyggeligt:) og kun dem med penge. Tænk på hvad en som ham kunne få folk til? Skræmmende.
Billedet her er fra nettet - jeg tror ikke der findes et hvor han ikke viser hele tandpastasmilet. Det er konen der hænger fast og jeg vil lige tilføje at det er et familieforetagende, så pengene der er i overskud når der er givet til velgørenhed, blir´ i familien.
Prøv joelosteen.com på youtube :)

Eftertanke, omtanke, bagtanke - der er need to know, nice to know og not to know, og især enkelte oplevelser havde jeg gerne været foruden.
Uanset hvor flad jorden er, er der altid 2 sider af samme sag og jeg har nogle gange slået hovedet fra og hjertet til for at kunne holde ud at tingene er som de nu engang er. Jeg er bare en udlænding, medfølgende til en fremmedarbejder, del af en "sammenført" familie og har intet at skulle ha´ sagt.

Forbruger forvirring - skal jeg drikke sæben for at undgå H1N1 eller.......? Og hvorfor frygte H1N1 hvis der ikke skal mere til end en grundig rengøring?

Fordi det har været med kort varsel har det varet ret hektisk her til sidst og Claus har brilleret ved at være på herretur til Florida under en del af pakningen (vi kan godt kalde det arbejde hvis det gør ham glad :) men afskedsfesten i går nåede han da heldigvis hjem til ;) Jeg har ingen billeder fra festen - linsen var alt for fugtig, men jeg kan fortælle jer at det gik forrygende :)

Ude godt, hjemme bedst, men hvor er ude og hvor er hjemme? Og ville jeg bytte det ene sted ud med det andet? Hvis man ellers er rask og har penge er det ligeså godt at vare her som i DK - til gengæld må man så lide de afsavn der er ved at være så langt hjemmefra. Men i hjertet er der et sted hvor jeg altid er lidt amerikansk.

Der er jo så også lige det der med vejret - her er min syriske rose lige sprunget ud - der er lovet op til 39 grader i dag Fredag, lige i overkanten når det er i flere måneder, men jeg ville gerne ta´ et par grader med hjem.

Hvis mit liv var en sang ville jeg så synge den ofte eller bare nynne små brudstykker af den? Brudstykker er til at leve med og jeg har da lov at digte videre på sangen, men jeg må nødvendigvis tænke:
Bliver jeg nogensinde den samme som før - nej forhåbentlig ikke, for i går kunne jeg li´ vodka - det kan jeg bestemt ikke i dag.....WOAK - og dog, jeg hader stadig den lille tabel.

The best is yet to come :)