Jeg har været 1 enkelt gang i Italien, med overnatning i Østrig, det var okay. 1 gang i Polen, der behøver jeg ikke komme en anden gang. 1 gang i Sverige, katastrofe. Forlænget weekend i Norge og Kiel, det var da meget hyggeligt. 4-5 gange på djævleøen og utallige gange lige på den anden side af grænsen, efter slik og andet godt til ganen, dog ikke med overnatning.
Jeg lider på ingen måde af udlængsel, men tværtimod af hjemve. Erindrer ikke at jeg nogensinde har været på ferie som barn, og har aldrig savnet det. Claus har rejst rundt i verden i flere år, i forbindelse med arbejdet, og er en go´ fortæller, så det har været nok for mig. Jeg alene tager skylden for at vores ferier har været korte og inden for landets grænser.
I Campingvogn!
Jeg synes stadig der er ufattelig mange steder i Danmark jeg mangler at se.
Muligheden for at rejse ud har været vendt flere gange, men jeg kan skrive tykke bøger om alle de undskyldninger jeg havde for ikke at komme afsted. Men især de store drenge syntes også snart der skulle ske noget. Så som en lille prøve tog vi til sydfrankrig i 14 dage i sommerferien. (I campingvognen selvfølgelig) Jeg indrømmer, det var en succes:-) Jeg elsker varme og det er der jo ikke for meget af i Danmark. Så jeg sagde ja til at tage til USA. (Tænkte i starten at der nok kom noget i vejen, så det gik i sig selv igen) Men da først kontrakten var skrevet under fangede bordet.
Efterfølgende var jeg faktisk både i Frankrig og på Rhodos sidste sommer. Uden hjemve.
Må hellere lige fortælle hvem familien består af:
Mig selv - Indehaver af blogg
Claus - Bygger ny narcellefabrik i Hutchinson, Kansas
Anders - Flittig lærerstuderende på anden år, udeboende
Dennis - Flittig gymnasieelev på sidste år, hjemmeboende
Rasmus - 7.kl. skoleelev, flittig computerspiller og hjemmeboende
Signe - 3.kl. skoleelev, flittig og hjemmeboende
Jeg gik så småt i gang med at læse litteratur der var baseret på familier der var/ havde været udstationeret i længere tid.
Nu skal vi jo "bare" til USA, og det havde jeg da rigelig med betænkeligheder ved, men udstationering til fjernøsten! Så skal der helt andre overtalelsesmetoder til, med de beretninger jeg læste.
Beslutningen om at rejse ud er på ingen måde trukket ned over børnene, men det er nok i den sidste ende dem, forandringen bliver størst for.
Spekulationerne har været mange:
Hvad hvis mine store drenge fortrød inden vi kom afsted, ku´jeg så rejse fra dem? Hvad med mit job? Vil vi alle tage 10 kg. på, og være helt ukendelige fordi der ingen rugbrød og havregryn er, og der kommer cocacola ud af vandhanerne? Hvad hvis de små græder sig i søvn de 3 første mdr. af hjemve? Især maden og indholdet i maden har jeg brudt mit hoved med. Det kan være svært nok at læse varedeklarationen på danske varer og hvad med alle de tilsætningsstoffer de må bruge, men som ikke er tilladte i Danmark.
Jeg har jævnligt haft kolde fødder, uden dog at ligge søvnløs til langt ud på morgenen. Heldigvis har Claus en beroligende effekt på mig. Så i December mdr. tog jeg med Claus "over there" for at vælge bopæl og skoler.
Flyveturen kan ikke sammenlignes med flyvetur til Kbh. eller Rhodos. Jeg har ikke siddet op og sovet siden jeg var barn med ondt i ørerne, og det ku´jeg heller ikke i flyet, så jeg var pænt træt da vi ankom. Sidemanden havde til gengæld ingen problemer med søvn (skideirriterende).
Lettede fra Billund men var forsinket allerede fra københavn og da vi endelig efter 10 timers flyvning kom til Chicago, havde vi pænt travlt. Vi skulle forklare hvor vi skulle hen, hvorfor, hvordan og hvorledes, taget foto af iris, og fingeraftryk.
Sindsygt langsommeligt. (Måske typisk amerikansk?)
Chicago er en rimelig stor moderne lufthavn. Når man så lander i Wichita og er oplyst fra gemalen om at der er halvanden times kørsel til byen man skal bo i, tænker man bare "Shit" Hvad er jeg gået med til? Et totalt udsted med cowboyder i spidse støvler og hat, og i stedet for en skridttæller i bæltet, havde de så bare lige en revolver!!!!!!!!!!!!!
Ventede egentlig bare på der ville rulle vindhekse rundt udenfor..........
Bagagen ville de eftersende, for det havde de selvfølgelig ikke fået med om bord ved afrejsen. Derefter halvanden times kørsel i sne og glatte veje, inden vi endelig ankom til hotellet efter 28 timer.
Dagen efter gik vi stadig i det samme tøj som det vi rejste i, da programmet var så stramt at vi ikke kunne nå at købe nyt. (Ærgeligt) Vi var på speedshopping efter rent undertøj i håb om at bagagen kom i løbet af dagen.
Vi så på 6 forskellige huse. Det er dælme svært at vælge. Egentlig sku´ vi se på et hus mere på 900 m2, men det blev valgt fra fra starten. Så sjovt er det altså heller ikke at gøre rent.
Det mindste hus var 350 m2 og det største 650 m2. Det er meget luksuriøst, sådan nogle huse man ser på film. Hall, søjler og buer. Saltvandsswimmingpool, pengeskabsrum , gildesal, panicroom og børneværelser på størrelse med min egen stue. Det ville kræve samtaleanlæg.
Vi var lune på 2 huse og måtte ud at se på dem igen. I det ene hus var der en dobbeltgarage til to biler, men jeg lyver ikke når jeg fortæller at der kan stå 6 af min Toyota aygo i den, plus alt det løse man ellers fylder garagen op med...
Jeg kom hurtig til at savne havregryn og skummetmælk. Det mest normale morgenmad er æggekage med fed ost, bøf og bacon. Sengen vi sov i på hotellet var KÆMPE stor og BILERNE er kæmpestore. Der findes ikke biler så små som min. (Måske jeg er nem at imponere!) Fandt efterhånden ud af at alt bare er større.
Først næste dags aften fik vi vores kufferter igen. Troede ikke jeg ku´ blive så glad for at se mit gamle tøj.
Vi besøgte de 6 skoler og blev fulgt af den halve skolebestyrelse hele dagen, og de gjorde et rigtig godt indtryk på os.
De ville meget gerne allerede nu i kontakt med børnene og få deres klasser som venskabsklasse.
Til middag spiste vi sammen med en anden skolebestyrelse. Vi fik baked beans, coleslaw, blød ristet franskbrød og karrykartoffelsalat. Amerikansk opskrift. Til trods for at jeg ikke er kræsen, har jeg nogle smagsløg jeg skal arbejde lidt med.
Der var som sagt sne, og ca. 3 dage om året er skolerne lukket. De er slet ikke vant til det, og det er inspektøren ene og alene der bestemmer hvorvidt det er forsvarligt at børnene kommer ud at lege i frikvarteret!!!!!!!! Sådan...........
Skolerne og systemet er ikke det samme som i Danmark. Det kommer selvfølgelig ikke bag på nogen, men alligevel. Selv i de nybyggede skoler er der gulvtæpper overalt, også i hjemmekundskabslokalet.
Indspektøren var især stolt over et stort fællesrum hvor tæppet havde lagt i 30 år og nærmest ikke slidt. (Gad vide om det indeholdt asbest?) (Og hvad med hygienen?)
Alle skoler har et stort rum i kælderen, med plads til alle elever, i tilfælde af at der kommer en orkan eller tornado. Uuha........
På yderdørerne er det klistermærker med våben forbudt skilte, og der går en vagt rundt med en pistol, meget surrealistisk. Til gengæld så vi ingen skilte med is, rulleskøjter og hunde forbudt.
Anden sidste dag besøgte vi universitetet i Wichita, hvor Anders og Dennis skal læse. Kæmpe stort. En by i byen. 5000 elever med egen indkøbscenter, egen politistation, egen alt mulig andet og op til flere sportsarenaer. Vildt.........
Da vi havde besøgt alle skolerne, mødtes vi med familien Montgomery. Han er redaktør på avisen i Hutchinson og har tidligere skrevet om vores families ankomst og virke i Hutchinson. De har børn på Rasmus´ og Signes alder og vil rigtig gerne hjælpe os igang når vi kommer, med al kontakt til lokalområdet. Ganske betryggende, især for mig:)
Generelt er alle villige til at hjælpe og ingen udviste den overfladiske attitude man hører så meget om at amerikanerne omgir´ sig med.
På en hel uge havde vi kun ganske få timer til rådighed for os selv og så sku´ der shoppes.
Det blev som i kan se også tid til et besøg i en møbelforretning. Det her er en lænestol til en enkelt person . (Det er ikke mig der er lille, men stolen der er stor)
Og for lige kort at vende tilbage til min bekymring om tilsætningsstoffer: Aldrig har jeg set så store æbler, løg og kartofler. De var helt sikkert klonet, ingen tvivl om det. Virkelig tro kopier af hver sin art. Jeg er stadig forundret. Prøver at se fordelen i at når vi skal ha´ kartofler, kan jeg nøjes med at skrælle en enkelt. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget:)
Forestil jer at sneglene er så store at der kun kan være 9 i en bradepande, og så er de 4 cm. høje!Jeg drog hjem igen (næsten uden hjemve) godt fyldt op af oplevelser og med nye beslutninger ang. bolig og skoler, og nye spekulationer. (Stadig om maden)
Rasmus og signe´s skoleVi valgte det mindste hus på kun 350 m2, ud fra afstanden til de skoler vi syntes bedst om. Børnene kan ikke gå på den samme, da de skilles ved 8. klasse. Huset vi har valgt ligger i et gammelt velhaverkvarter. Netop i det hus er der ingen swimmingpool. Men det overlever vi nok. Til gengæld er der mange børnefamilier i området, det ligger centralt i forhold til skolerne, indkøbsmuligheder og Claus´ arbejde.
Efter hjemkomsten er der så endnu flere papirer der skal udfyldes.
Bla. skal der søges visum! Det kan jo ikke komme bag på nogen, men sikke et cirkus! Turen til den Amerikanske Ambassade var en oplevelse i sig selv!
Da vi skulle møde tidligt om morgenen, besluttede vi at overnatte i københavn så vi ikke skulle køre fra Jylland før en vis herre fik røjsere på.
Det var ikke så nemt at få plads på danhostel i juledagene, og vi var måske også lidt sent ude. Selv på det gay-venlige hotel var der optaget. Men lykken tilsmilede os og vi fik plads på "Vandkunsten" midt i byen, så det ku´ ikke være bedre.
:-(
Det var så snusket at ingen af os ville børste tænder, og selv piger kan stå op og tisse i sådan en situation. Det var storslemt.
Da vi skulle forlade stedet var bilen bag os kørt ind i/og parkeret i vores bil. Trøstede os med at nu kunne det kun blive bedre! (Ku´ ikke tage mere fejl)
Ankomst til ambassaden til tiden i kulde og øsende regnvejr.
Desværre var der sket den fejl at firmaet kun havde bestilt tid til Claus, men vi andre ku´da lige vente udenfor. Det tog sikkert ikke så lang tid og måske forbarmede de sig og vi kunne komme ind. Så på forhånd blev vi spurgt om vi havde mobiltelefoner, glattejern eller pistoler på os.
Men nej, vi måtte ikke engang stå under halvtaget og vente. Det var så p.... koldt og vådt.
Og bilen stod lige ved siden af. Låst.
Til alt held manglede Claus et foto, så han kom ud efter en go´ halv time og endelig fik vi varmen.
Tilbage på ambassaden, og så bare vente, i bilen. KEDELIGT.
Vi var der kl. 9 om morgenen og Claus var færdig kl. 13.00. Så var den dag ligesom ved at være gået.
Signe er startet på intensiv eneundervisning i engelsk. Drengene er stabile i engelsk, og Claus kan også begå sig. Jeg havde selvfølgelig engelsk i skolen for 28 år siden og kan stadig sige "Do you take visa" så det skal nok gå. Var overrasket over mig selv da jeg var derovre. Det er ligesom at cykle, man glemmer det aldrig... (Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed)
Ungerne har lavet lister over de ting de skal ha´med og den bliver kortere og kortere for hver gang jeg gennemgår den. Det er kun min egen der blir´længere. Der blir´ryddet op og ryddet ud og turene til genbrugeren har været mange.
Signe har skrevet afskedsbrev til klassen, og mentalt er hun også på vej. Rasmus siger ikke så meget, bare han har computeren og familien med. Anders glæder sig til et simplere liv, hvor han ikke skal arbejde ved siden af studierne. Han forventes måske allerede at rejse hjem efter jul, da han skal i praktik. Dennis glæder sig også og generelt er vi goe´ til at være sammen. (Han mister muligheden for at indtage alkoholiske drikke til han er 21, til gengæld kan han altid køre hjem fra festen selv).
Vi efterlader forældre, søskende, børnene deres bedsteforældre, venner, klassekammerater, gode naboer, bekendte og et marsvin. Alt hvad vi kender og føler os trygge ved, for at rejse ud i den store verden. Er klar over at det nok er begrænset hvor mange der lige smutter forbi til en kop kaffe. Men vi er både på Facebook og Skype, og muligheden for at skrive et almindeligt brev er stadig tilstede.
I ugen jeg var derovre, blev Signe passet hos vores gode venner Torben og Maibritt, og deres to dejlige piger, som Signe har været sammen med dagligt siden de blev passet i dagplejen. Det blir´et stort savn at undvære dem.
Vi har stor forventning og lovning på at de kommer og besøger os.
Rasmus´ bedste ven kommer også et par uger og det betyder meget at vi ved det på forhånd, hvis hjemveen melder sig.
Min bror kommer formentlig derover, selvfølgelig med hele familien, på deres sølvbryllupsrejse. Det glæder vi os også allerede til.
Min gamle efterskolekammerat Jan og viv, kommer også en tur forbi. Det bliver dejligt.
Alle er selvfølgelig velkomne, men vi ved godt at det ikke er realistisk at alle vi kender kommer på besøg.
Nu er de 2 år så småt ved at være gået og en afrejsedato er næsten på plads for børnene og jeg.
Jeg har opsagt mit job, og tiden går vældig hurtig med de ting der nu skal ske inden vi rejser.
Afholdelse af 3 fødselsdage, en konfirmationsfest, en studenterfest, tømning af Anders´ lejlighed, (hvor skal vi dog gøre af det?) og så selvfølgelig en afskedsfest, for alle de dejlige positive mennesker vi omgiver os med til daglig.
Hvis du har læst så langt som hertil, har jeg et håb om at du ikke har kedet dig med min "lille" forhistorie. Du er velkommen til at komme med kommentarer og spørgsmål. Dog er du så nødt til at oprette en google konto. Det kan du gøre på forsiden og det er ganske gratis. Eller send mig en e-Mail.
Jeg vil forsøge at berette og vise fotos løbende om løst og fast, om tiden der kommer og de små og store oplevelser, udflugter og rejser i guds eget land, vi forhåbentlig vil få på forlængede weekender og i ferier, forsøge at se det meste i de mindste ting.
Nu er min rejse for alvor begyndt.
