torsdag den 8. juli 2010

Jeg er ikke som de andre...

......... ihvertfald ikke som de fleste andre - dog med undtagelser.

Min veninde og jeg har taget før og efter billeder af hinanden i undertøj.
Vi ser ikke hinanden før om mindst et år, og så er vi jo spændt på om vi kan kende hinanden.
Altså ikke kun i undertøj!

Nå, men hun skal forsøge at tabe sig, og jeg skal forsøge at holde vægten. Man kan sige at hendes vilje er nogle kilo tungere end min. Hun er tyvstartet ved at gå i motionscenter 3 gange om ugen de sidste 4 uger. Det hun har tabt, har jeg taget på ved at sidde med benet opad i 14 dage, og kan allerede knap nok kende mig selv.

Selv min hudfarve har ændret sig.
Jeg går aldrig i solarie - ligger aldrig og steger i solen.
Normalt er jeg så bleg, at en bambuspind i numsetten ville få mig til at ligne et ubagt snobrød.

Men når man er nyopreret i knæet, har fået besked på at man skal forholde sig i ro, men alligevel ordner vasketøj, støvsuger, slår det sidste af græsplænen og hvad man ellers har energi til når man er dejlig påvirket af en fuld bedøvelse - ja så er man vel selv lidt ude om det, ikke?

Resultat: Mit knæ lignede et håndværkertilbud udenpå, og jeg tror ikke det var bedre indeni.

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget!
Solen skinnede. Jeg lå i en havestol med kolde drikke, tykke bøger, solbriller og en kraftig klokke jeg kunne ringe med, så mine børn - der alle blev kaldt hjem til mit leje - kunne komme ved den mindste bimlen og opfylde mine ønsker.
Resultatet blev at jeg kom til at ligne et snobrød der havde fået for meget varme på den ene side.

Det ene øjeblik løber jeg maraton - det næste er jeg opereret i knæet.
Det ene øjeblik kører jeg i bil - det næste kan jeg ikke gå
Det ene øjeblik spiser jeg lækker mad - det næste rugbrød i 14 dage.
Det ene øjeblik selskabelighed - det næste kedelig tv.
Det ene øjeblik er der ryddet op - det næste ser der ud, som om vi har haft indbrud.

Anders flyttede også lige hele sin lejlighed hjem i vores hus i den uge, så om ikke andet kunne jeg støtte mig til flyttekasserne, når jeg bevægede mig rundt!

Læg ikke for hårdt ud - stod der i ugens horoskop.
Det læste jeg jo så først efter at det var for sent. Men det kan jo være at det var møntet på at jeg ikke bare skulle æde løs af al den chokolade jeg fik af velmenende gæster, så mit gode ben ikke braser sammen af overvægt.

Det skal lige nævnes at jeg blev forkælet af hele familien, og af venner i tiden jeg var immobil, aner ikke hvad jeg skulle ha´ gjort uden:)

Vi har fået svar fra prøverne på Signe. Hun har tilsyneladende haft en ubehandlet halsbetændelse der har passeret mandlerne og fortsat ned i nyrerne, men er nu frisk som en havtaske igen.

Vi har modtaget flere papirer fra skolen der skal udfyldes. Denne gang er det vaccinationerne der skal opdateres. Troede de fulgte det samme program som os, men der mangler for hepatitis B. De nåede kun at få en enkelt stik i DK, de 2 andre må de så få i USA.
Signe især, syntes ikke det var en fornøjelse. Hun mener selv hun er blevet stukket mere end godt er den sidste tid!


Vi venter....


....Og venter


Endelig færdig efter 3 års knoklen...


Vi er så stolte...allesammen...

Så vi nåede da lige en enkelt planlagt fest mere inden afrejsen.
Dennis blev student i sidste øjeblik, med et gennemsnit på 10,6 så alle var glade og stolte.
Det blev selvfølgelig fejret på behørigt vis sammen med fætter Kenneth der også blev student.


Og festen varede i 8 dage - næsten.

Den sidste uge gik med at spisehyggedrikkespillesynge hos venner og familie 7 dage i træk. Fysisk hårdt, men rigtig sjovt.

Det har været en hård tid for drengene, og især Anders der skulle læse til eksamen, passe sit arbejde, gøre sin lejlighed i stand og måtte en ekstra tur omkring ambassaden for at få et turistvisa.
Alternativet var at han kørte en tur til Mexico efter ankomst, men den her løsning var langt at foretrække og det lykkedes os at rejse sammen på en´ gang.


9 kufferter plus håndbagagen - det tog kun 3 kvarter at tjekke ind


Sidste gruppekram i et helt år - de har været sammen dagligt siden de var 5 måneder gamle...


Til trods for at vi kørte i lufthavnen kl. 04.30 om morgenen, blev vi fulgt godt på vej af familie og venner. Formoder de var der for at ønske os en go´ rejse, og ikke fordi de ville være sikre på vi ikke fortrød!
Det var ret tårevældende:(

Allerede i den første kontrolpost blev Dennis holdt tilbage pga. af hans wah wah pedal. For de der er lige så uvidende som personalet i lufthavnen, kan jeg fortælle at det er en pedal til en forstærker!
Og det blev han så hver gang vi skulle igennem.

Når det ikke var ham der gav problemer, så var det Anders. Pga. af sit visa! Det tog syv lange og syv brede inden vi kom igennem hver told. Det sidste sted blev han hevet ind bag ved i en halv dag (sådan føltes det) og jeg tænkte straks på Guantanamo.


Endelig ankommet efter at have været på farten i næsten et døgn


Det var varmt da vi ankom og det syntes som en evighed inden Claus kom med "sin" bil. En GMC DENALI med 380 hestekræfter - tror jeg!
Pointen er at vi alle kan være i den, incl. bagage.

Vi fløj 7 timer tilbage i tiden fra Billund, via Amsterdam til Minneapolis i Minesota, til Wichita, og derefter en times kørsel inden vi ankom til vores nye hjem.

Da vi forlod Danmark var det rigtig godt vejr. Da vi ankom til USA var der også rigtig godt vejr. Plus 15 grader mere. Hot hot hot. Der går ikke lang tid inden jeg ligner en lufttørret landskinke.

Vi lagde ud med at inspicere huset, tænde for airconditionanlægget, fordele værelser og så måtte vi ud og ha´ et måltid der ikke lignede flymad.


Hvor var det nu lige jeg lagde......?


Amerikansk havrefras!


Første aften i vores hurtig indkøbte havemøbler. Kl. 23 er der 32 grader, vi sidder og spiser aftensmad ude, hvor himlen konstant bliver oplyst af ildfluer. Hvis i klikker et par gange på billedet, kan i se en enkelt i venstre hjørne

Når det regner, regner det - rigtig meget.
Kældre står under vand og kloaksystemet står helt af.
Vi undgår ikke at komme ud at køre, og som i kan se er trafikken nogen steder i byen gået helt i stå.
Vandet står nogle steder op til dørene, til trods for at bilerne er okay store.



Så er det at jeg må tage spørgsmålhatten på:

Hvorfor er deres kloaksystem ikke bedre?
Hvorfor kan man ikke få små havrefras?
Hvorfor kender de ikke til hvad zendium - mørk pålægschokolade - grødris og et helt stykke flæskesteg er?
Hvorfor kan bid fra små røde edderkopper gi´ ondt i halsen?
Hvad spiser en amerikansk ko, siden mælken er hvid?
Hvorfor er der lige så mange egern som der er katte i Danmark, der går rundt omkring som om de ejer det hele?
Hvorfor har kassedamen ikke så travlt?
Hvorfor kommer vores fragt ikke snart?
Hvorfor er her så mange trapper og hvorfor har jeg så ondt i mit knæ?
Hvorfor er det ikke nødvendigt at kigge sig tilbage når man drejer til højre?
Hvorfor dufter skraldeposer af parfume?
Hvorfor går tiden så hurtig?

Glæder mig til at vise jer billeder fra vores nærtstående ferie, der ikke er helt planlagt, men vist nok går til Colorado.