Julen var egentlig lidt vemodig, da vi vidste at næste år vil den blive helt anderledes.
I forvejen render vi ikke hinanden over ende i familien, men alligevel!
Jævnlig kortspil med venner, incl. vådt og tørt.
Dybe samtaler om stort og småt (og mænd) med veninder.
Impulssammenkomster, som man aldrig ved hvad munder ud i ;)
Smalltalk i Brugsen hen over køledisken med folk jeg knap kender, aflevering og afhentning af diverse børn og dertilhørende smalltalk med andre (kvinder), altsammen bla bla bla, men ikke uden betydning!
Hver gang vi er sammen med nogen, eller tar´ afsked, sidder det i baghovedet: Ses vi igen inden afrejsen? Eller først om et par år? Eller senere?
Har i påsken tilbragt nogle timer med meget gammel dansk ven, der bor i udlandet og sjældent kommer til Danmark. Sandsynligheden for at jeg ser ham de næste par år, er lige så stor som at det hvide hus bliver malet sort. Og sådan er det også med min trofaste veninde fra England der ellers kommer til DK flere gange om året. Men det kan ikke være anderledes. Vemodigt er det:(
Et tidligere påskebillede i campingvognen af Claus med et af hans yndlingsbeskæftigelser!
Påsken kom jo uanset om Claus var til stede eller ej. Intet nyt i det! Jeg har ingen problemer med selv at køre en påskebrandert hjem i fin stil. Har været sammen med familien, og flere dage på ferie med en veninde og vores livlige afkom. Påskebesøgene fra udlandet og det sædvanlige knævren det meste af tiden, så det har været som det plejer, jeg skal bare leve højt på det længere tid. Men bare tanken om at det ikke bliver, som det plejer de næste par år er skræmmende. Nok om det lige nu!
Claus er så småt ved at være savnet i familien.
Jeg har renset tagrender, festet, set efter olie på bilen, gået alene til forældremøder og passet syge børn i årevis, men jeg hader at skifte bunden hos marsvinet, at køre på lossepladsen og andre ting som selv en rigtig enlig mor burde fritages for!
Mændene hos nabokonerne er vældig hjælpsomme, men de kan jo ikke smøre alting!
Vi snakker næsten dagligt over skype og skriver sammen. Men der er en betydelig tidsforskel og når det er over så lang en periode, er der altså nogle ting der smutter.
Fordelene er ikke til at overse: Jeg bestemmer suverænt, stort som småt. He he.
VUPTI: Nyt soveværelse - VUPTI: Nye gulvtæpper - VUPTI: Nye havemøbler. - VUPTI: Terrassedør i køkkenet. (VUPTI: Ny mand)
Da vi igen var på ambassaden var han hjemme for en kort bemærkning.
Overnattede denne gang på Anchers-villa.dk/. Det kan varmt anbefales. Ikke bare service fra ende til anden, men ren forkælelse!
Han laver nogle fantastiske omeletter til morgenmad.
Ankomst til tiden på ambassaden.
Ventetid: 1time og 40 min.
Ekspeditionstid: 10 min.
Jamen, hva´ har de gang i?
Forude venter afholdelse af konfirmation sidst på måneden. Claus er inviteret, har sagt ja tak og vi glæder os rigtig meget til at se ham, og håber han kan kende os/mig:
Nyt hårbrillertøjskotaskejakke.
Han har lidt hjemve. Eller han savner den udvidede hjemmeservice.
Huset har han møbleret med seng, skammel, klapsammenbord, engangsservice og strygejern, men mangler et touch af alt det unødvendige skrammel jeg kommer med.
Nåh jo, han har da osse en bil, ikke at forglemme.
Skik følge eller land fly: Derfor skal vi til undervisning i noget så fint som kulturforståelse. Underviseren er Line Mørkbak, der er medforfatter på bogen "Verden kalder - inspiration til en global hverdag".
Det nytter jo ikke noget at vi er helt uforberedt når vi lander på alle fire i en hverdag, der umiddelbart ligner vores egen og dog er så forskellig.
På fabrikken er der eksempelvis dresscode: Jakke og slips. Undtagen om Fredagen. Forstå det hvem der kan!!!!!!! Og hurra for strygefri skjorter.
Det er ikke kun for vores egen skyld. Firmaet er helt klart interesseret i at vi trives, og ikke rejser hjem i utide.
Er klar over at humoren hos amerikanere er noget anderledes. Det gode ved gamle venner er at man kan tillade sig at sige ret meget, som man ikke kan sige til nye, oven i købet med en anden mentalitet.
Spørger jeg min veninde "Ser min hjerne stor ud i det her hoved?" vil hun komme med et svar som kun hun og jeg vil forstå, hvis vi var i en amerikansk forsamling.
Nå ja, måske også i en dansk forsamling - men alligevel! Men vi kender altså også hinanden rigtig godt
Børnene skal selvfølgelig arte sig i skolen (som i DK) men respekten er helt klart anderledes, det så vi tydeligt på alle skolerne da vi besøgte dem og det er der bestemt ikke noget forkert i.
Kansas og Hutchinson er stort, og lige så forskellig fra ende til anden som Jylland er fra Sønderjylland til Skagen.
Jeg har forstået at vi kommer til at bo i bibelbæltet og at der i vores by alene er mange trosretninger og utallige kirker.
Vi skal lige finde ud af det der med religionen. Vi er mest religiøse til jul, bryllup og barnedåb. Claus er flere gange blevet inviteret i kirke derovre på hverdage og i weekender, lige så naturligt som vi andre inviterer naboen til kaffe. Han er temmelig beklemt ved situationen, aner knap hvilken kirke han selv tilhører.
Jeg er spændt på at lære deres samværsformer, værdinormer, traditioner og familiemønstre at kende, og hvordan jeg/vi skal forholde os til dem. Jeg har bestemt ingen ide´om at jeg skal over og lære dem noget eller komme med for mange løftede pegefingre. I den sidste ende er Claus en fremmedarbejder der har fået familiesammenføring med en kone, og et højere gennemsnit af børn end amerikanerne selv har. Det gir´ lidt til eftertanke!
Tolerancen starter hvor forståelsen hører op, og voksne som børn i familien vil komme til at stå i utallige situationer hvor vi bare må ryste på hovedet, og så kan vi enten grine eller græde af det når vi kommer hjem.
Vi er åbne for forskelligheder og dem oplever vi jo også i vores hverdag i DK når vi blander os med folk der ikke tænker og gør som vi selv, hvad enten det er naboen, postbudet eller kollegaen.
Det kan aldrig gå værre end galt.
Ps. Til orientering er der 25 dejlige grader i Hutchinson her først i April.
