onsdag den 20. april 2011

Californien

Spring break er vores vinterferie - bortset fra at den ligger i uge 12, og vinteren så godt som er overstået.

Ugen før vi rejste på ferie i Californien havde vi både sne og sommervejr.
Næsten frostgrader om natten og godt 30 varmegrader om dagen.
Meget surrealistisk!


Vi ankom til Los Angeles, der er den næststørste by i USA, sidst på eftermiddagen, og byen ser også enorm ud fra oven. Det er altid fantastisk at få et view ud over det hele når flyet letter/lander.

Vi ligger selvfølgelig på et hotel med pool, men denne gang udendørs - og hvem kunne vide da vi reserverede, at der ikke blev vejr til det:(
Hotelmad er hotelmad, men ungerne elsker det: Tykke vafler med sirup - det lægger en tung bund og efter nogle dage har de heldigvis fået nok, men desværre er der ikke noget specielt godt alternativ:(

Intet mindre end en spritny Mercedes kunne gøre det, da vi skulle leje bil - ulempen var bare at børnene sad så lavt at de nærmest intet kunne se ud af ruderne. Så har vi lært det!

Californien har næsten ingen nedbør og solen skinner stort set året rundt.
Bare ikke lige i den uge vi var der:(
Ellers har California alt. Palmer, sne, bjerge, hav og alt sammen indenfor en lille radius. Så det var også som at være i Sydfrankrig og på Rhodos på en´ gang:)

Jeg har lovet ungerne at vi ikke skal besøge et eneste galleri eller museum på denne ferie - en betingelse for at de ville med:(
Det må jeg så få det bedste ud af:)

Det stod ned i stænger den første dag, så det var en blandet fornøjelse at køre oppe i bjergene til Santa Ynes Valley, der ligger langs stillehavets kyst, og er stedet hvor få danskere i år 1911 bestemte sig for at slå sig ned og kalde byen for Solvang.
Det måtte vi da bare se.












Og efter at ha´ indtaget et godt solidt dansk måltid med sild, snaps og hele moledytten, blev hun da så glad:)


De få bøger der er på Signes skolebibliotek som omhandler Danmark, indeholder kun billeder med stråtækte huse og små andedamme, og kommer man så til Solvang som udlænding (læs: amerikaner) kan man ikke tro andet end at det virkelig er sådan der ser ud i Danmark:)

Stort udvalg af aviser - men ingen danske:(

Derefter ned af bjerget igen til Arroyo Burro Beach Park i Santa Barbara.

Alt er grønt og blomstrer, og var det ikke fordi det blæste en halv tornado, ville det være perfekt!

Sko af og sko på. De er våde fra turen til Solvang og hun er ikke helt tilfreds med at hun skal ud af bilen igen. Come on Signe, fart på......


Under normale tilstande ville restauranten sikkert være fyldt, men det er med at holde på hat og tænder.


Selvfølgelig var der et tv hold for at optage uvejret!



Forestil jer at vandet kommer i rivende fart ned af bjerget og flyder ud i stillehavet som en flod. Stort at være tilskuer til:)


Ingen er i tvivl om at vi er turister, for amerikanere går IKKE ud i det her vejr.
Ser man endelig en der har bevæget sig udendørs, er han sikkert hjemløs:(

På Long Beach ligger Aquarium of the Pacific og Shoreline Aquatic Park.
Svarer lidt til Kattegat centeret, omgivelserne er bare lidt anderledes:)
Det styrtregner også på andendagen, så det kunne ligeså godt være i DK!




Ovenover: Haj æg med plastiklåg, så man kan se hvordan de bevæger og udvikler sig.
Egentlig interesserer jeg mig ikke mere for fisk end jeg gør for den Spanske borgerkrig, men jeg er nok osse lidt nem at imponere!









Endelig begynder det at lysne, og vi beslutter at ta´ ud for at se delfiner og gråhvaler, der er i området, før de svømmer til de koldere farvande.
Vi skal med skibet "Whale Watch" og er, om ikke andet, garanteret at hvis ikke vi ser nogle, så får vi pengene retur.


Men tiden inden afgangen skal slås ihjel, og i løbet af en time slår vejret helt om og blir´ ganske tåleligt:)









Port of Long Beach er den 2. travleste containerhavn i USA.
Kranernes arkitektur er inspireret efter filmen Star Wars, så kendere vil helt sikkert kunne se en sammenligning.


Vi sejler og sejler og der er ikke en s... at se.


Men pludselig er de der.......delfiner i hobetal flyver nærmest om øerne på os, men jeg er jo ikke selv det hurtigste dyr på havet og for langsom på udløseren, så på billedet ser man kun en lille krusning efter en gråhval der lige har været oppe og hilse på.
Vi ser rigtig mange og det bliver bare ved og ved og ved.
Det er SÅ stor en oplevelse:)

Mætte af synsoplevelsen vender vi efter et par timer den anden vej.
Det var alle pengene værd:)



Siger man Californien, popper navne som Los Angeles, Hollywood, Hollywood Bouldeward, Bervely hills og Rodeo Drive også op.


Hollywoods berømte vartegn med kæmpebogstaver der er 15 meter høje stykket!

Vi købte en rundtur med Star Line - chaufføren talte konstant i de 2 timer turen varede, meget underholdende og det han ikke vidste om de kendte var ligegyldigt.
(Det var det hele vel egentligt!)

Det ser ikke ud af noget særligt i farten, men det er faktisk her på Kodak Theatre der bliver uddelt Oscar Awards, og hvor Susanne Bier for få uger siden modtog sin!

The Magic Castle er en lukket klub for verdens mest berømte tryllekunstnere og magi entusiaster.



Den gule "hytte" man ser et stykke nede af bjerget tilhører Jennifer Aniston!

Det er så "hytten" set fra forsiden og nedenunder - hendes havelåge!

Der har helt sikker stået mange hankatte og hylet foran den port!

Og sådan fortsætter det - den ene port efter den anden:

Elton John - man kan også se det på initialerne på jernlågen.

Dr. Phils hus - der iøvrigt er til salg hvis det har nogen interesse.

Madonnas tilgroede have.

Mike Tysons palæ der aldrig blev renoveret færdigt pga. af pengemangel, og nu er blevet solgt på tvang til rapperen Two Penny. Tragikomisk:)

Bag lågen er huset hvor skandaleserien om Ozzy Osborne og Co. blev optaget, men de bor der ikke mere. Bare lige til jeres orientering:)

Øh....eller osse var det det her hus!!!!!!

Los Angeles første store oliebaron byggede det her palæ på toppen af Bervely Hills, og døbte huset Greystone.
Det er på 4279 m2 og indeholder 55 værelser. Palæet er på den nationale historiske liste og
bliver primært brugt til filmoptagelser, foruden at det indeholder en KÆMPE parkanlæg på 1,6 km2, anlagt som en engelsk have, der er åbent for turister.

There will be blood, er titlen på en film fra 2007 der omhandler bygherren, der startede som fattig guldgraver og endte med millioner. Den kan anbefales, men er bestemt ikke for børn:)

Derudover er film som Spiderman 1, 2 og 3 optager der - Rush Hour, Heksene fra Eastwick, X-men og mange flere jeg ikke husker navnene på.


Så får i kun en enkelt havelåge mere: Huset er kæmpe, og havemuren er uendelig lang, og da vi kommer til lågen syntes jeg næsten den ser helt bekendt ud. Gad vide hvor jeg har set den før?




Jeg blev sgu så forarget over en forside på et sladderblad for nogle år siden, at jeg lovede mig selv ikke at interessere mig for papparrazziaernes billeder og latterlige tekster.
Og nu kører jeg så rundt i en lige så latterlig bus og knipser løs - billeder af havelåger - det er bare for langt ude Gitte.
Lågen tilhørte Michael Jackson og vi har sikkert alle set den utallige gange på tv.
Det skønnes at være den mest fotograferede låge nogensinde.

Det er et fantastisk smukt bjergområde og der er ikke noget at sige til at de rige bor der.
Man skal bare være klar over at hvis der kommer en brand er man pludselig på herrens mark, for det er ikke muligt at forsikre sit hus, og så kommer det jo til at koste.
Men det er nok ikke penge der er det største problem for de som bor her.


Michael Jackson sponsorerede et auditorium på den skole han selv gik på som barn i Beverly Hills.
Da han så blev anklaget for pædofili, pillede de navnet ned, men satte det op igen da han blev frikendt.
Så ryster man igen på hovedet over den amerikanske moral!

Whisky a go go ligger på Sunset bldv., og er en af verdens mest prominente rock og rul spillesteder.
Stedet hvor Jim Morrison, The doors, WHO, Led Zeppelin og Jimi Hendrix startede.
I dag er det et eksklusivt diskotek hvor man kun kan komme ind hvis man "er noget ved musikken" eller kender dem der er det!


Restauranten Carneys var Elvis´s ynglingsrestaurent, og selvfølgelig har de en speciel sandwich opkaldt efter manden selv: 2 stykker toast med et ordentligt lag jordnøddesmør, banan og bacon imellem. Velbekomme:)

På The Comedy Store har stand up komikere som Steve Martin, Jay Leno, Eddie Murphy, Jim Carrey og mange andre optrådt, inden de blev kendte.


Joe DiMaggio var en af USA´s mest berømte baseballspillere og i en periode gift med Marilyn Monroe.
Igennem Parisian Florist sendte han efter hendes død, 3 gange om ugen i 20 år, en buket røde roser til hendes grav. Da han døde, overtog Hugh Hefner blomsterhilsnerne og har endda købt gravstedet ved siden af hende:)






Walk on fame startede engang i 1950 og der er mere end 2000 stjerne.
Den eneste der har modtaget en stjerne som ikke ligger i en fortovsflise er Muhammed Ali, fordi han ikke ville ha´ at folk skulle træde på ham (stjernenykker?) så den er klistret op på væggen på Kodak Theatre!
Der er vist nok 7 kategorier og det er alt fra Kermit The Frog til månevandrerne.


Charlie Chaplin startede sit eget filmselskab i starten af 1900 tallet. Det blev købt senere af selskabet der opfandt Kermit The Frog.
Hvis i zoomer ind kan i se han er malet meget livagtigt i døråbningen efterfølgende.
Det er iøvrigt her at optagelserne til "We are the world" med bla. Michael Jackson blev optaget.

Og midt i det hele dukker der en Builder Bear butik op. Den kan vi da ikke gå forbi!

Og det kan der gå lang tid med, for skal hun vælge guld eller sølvskoene til den røde kjole?

Det er bag lågen her at optagelserne til L.A. Ink klares. (Det der tatoverings halløjsa noget)

Rodeo Drive er den berømte fashionable gade hvor de rige og berømte køber ind.
Tøjet er ikke mærket med pris, og man spørger slet ikke om hvad det koster.
Prada har ikke engang et skilt på facaden, da de mener de kan sælge uden!

L.A. er som bekendt de faldne engles by, og hvis ellers det er noget at prale af, har de en høj rate af kriminalitet. Til trods for det var det den eneste betjent vi så i løbet af dagen.



Chinese Heaven Dogs er et teater opført i 1927 og stadig i brug til premierer.
Især er det berømt pga. de her aftryk.


Bette Davis´s hænder var ikke større end Signes - til gengæld er Will Smiths fødder ENORME.


Nu har jeg jo et eller andet med mænd i uniform, meeen..........

.......Spiderman burde få sin syet om:)


WOW - og så har han 2 sværd:)

3 plastic spande og 2 træpinde ser ikke ud af noget særligt, men han var slet ikke så dårlig.

Til gengæld får ham her rigtig svært ved at tjene til aftensmaden.
Ved siden af lænet op af lygtepælen står en dværg, og for et par dollars får man et billede sammen med ham. Men hans uniform var altså ikke noget særligt så jeg sprang over:)

Selv mindre børn prøver at tjene et par håndører med lidt break dance!

Tilbage på parkeringspladsen, som vi oven i købet skulle betale for, er vi klar til at komme væk fra den opreklamerede del af verden.

Bortset fra de flotte omgivelser med duftende Jasmin som levende hegn i Beverly Hills, har indbyggerne ikke formået at gøre Los Angeles til en stor kulturel oplevelse - de lever højt på berømthederne og anstrenger sig ikke yderligere for at tiltrække turister.
Forventningens glæde er den største og ser jeg bort fra at jeg måske havde forventet at se bare en lille berømthed, så tror jeg nok jeg vil køre uden om L.A. en anden gang.

Trafikken er iøvrigt det allerværste. Virkelig grotesk.
Vi har været i 11 stater nu, men intet sted er det så slemt som her.
Uanset om der er 5 eller 9 vejspor, er alle fyldt op, og det er ret stressende.
Hvis man kører mere end en´ person i en bil må man køre i det yderste spor til venstre.
For det meste havde vi sporet for os selv, men når man tænker på at Californien er den mest miljøvenlige stat i USA - ja, så undres man:(

Videre til Laguna Beach næste dag.
Der er vidunderligt. Vi skal helt bestemt tilbringe noget af vore næste sommerferie der:)
Sydlandsk stemning, eksotiske blomster, gallerier, cafeer og højt til himlen.


Man kan lige spotte en helikopter midt i det blå:)

Dælme om ikke osse vi skal betale for at parkere her.


Der er et eller andet med Rasmus og tang - men det er altid os andre der blir´ våde når han leger med det:)



I San Diego, ikke langt fra den Mexicanske grænse, ligger La Jolla Beach.

Her er der spættede sæler og søløver året rundt. Det MÅ man bare ikke gå glip af:)
Engang var det en yndet strand, men efterhånden kom der flere og flere sæler og søløver til. Man kan komme meget tæt på og må gerne bade der, men det er på eget ansvar og det anbefales at man holder afstand når de har unger.












Det er aldrig mere spændende end at han har go´ tid til at tjekke mobilen:)

Godt nok er det stillehavet, men der er gang i bølgerne:)


Det er ikke nemt at se medmindre i zoomer ind, men det er altså pelikaner.




Santa Monica Beach er 5,6 km. lang, rimelig uberørt og det bedste er at der ca. er 340 solskinsdage om året:)
Stranden bliver brugt til surfing, volley/basketball, og filmoptagelser, og ofte ser man kvinder i små bikinier og muskelmænd i leopard g-streng.

Santa Monica Pier er et tivoli fra 1909 der er bygget ude på molen sammen med Pacific park.

Så bortset fra tivoliet er der butikker, barer, gøglere og boder hvorfra der sælges alt muligt.





Der sidder en flok unge og spiser, men de bliver overfaldet af måger.
Ret morsomt, når det ikke er mig selv!

Alle ferier i Danmark er foregået ved havet - jeg får aldrig nok af vandet.




Han syntes i forvejen det er socialt selvmord at være på ferie, og egentlig kigger han mere på sin telefon end alt muligt andet:)
Næste gang skal der bestikkelse til for at slæbe ham med.
Jeg fatter det ikke - men jeg er jo osse gammel. (Siger han:)







Rastepladser er ikke det der er mest af i USA, men en enkelt med udsigt over stillehavet finder vi.
Der står tydeligt på skiltet at fugle og jordegern ikke må fodres.
Hallo - det skulle være til at forstå!
Alligevel formår fjolser på billedet nedenunder at fodre fuglene så de til sidst overfalde ham og han må flygte ind i bilen.
Det lyder måske dramatisk, men det minder om en scene fra gyseren "Fuglekrigen".





På den sidste dag går turen til Tehachapi bjergene.
Et must for de som arbejder med vindmøller:)
Ud over et topsikret fængsel, godt og vel 4500 vindmøller af forskellig herkomst og alder, er der ikke en skid andet en pi... koldt.
Og nogle enkelte indbyggere - men så er de osse selv ude om det.


Vi kører derud af - i 3 stive timer, og det er bare øde....

øde....
øde....
og ind imellem et par halvstore kaktusser:(
Endelig kan vi begynde at se bjergene med vindmøllerne.






Max. 5 min. var vi ude af bilen inden vi kørte mod byen igen og det tog også 3 timer at få varmen, så det passede lige:(
Så ka´ vi da sige vi har været der!

Flyet gik retur lige efter midnat, med en l a n g mellemlanding, så hvad er mere oplagt end at spise McDonalds til morgenmad efterfulgt at en ordentlig skraber:)

Surprise - alt er sprunget ud i ugens løb imens vi ikke har været hjemme. Skønt:)



At lade hende slå græsset første gang, er som at lukke køerne ud på marken om foråret.

Og her slutter beretningen for denne gang.
Forude venter påskeferien til Tennessee og sidst i Maj måned hjemturen til Danmark.
Vi har snart holdt et helt års orlov fra den øvrige familie, (og det er der måske mange der drømmer om) men for dælen vi glæder os til at se dem igen:) Der skal krammes igennem:)
Jeg skal svineæde så meget andebryst, flæskesteg, ost, koldskål og andet mad, så jeg bliver så fed at der er plads til flere personligheder. Mums.....