Himmelblå

Dæmning

Mudder

Vilde tyre

Udsigt

Kolibrier

Kæmpe marsvin

Chap

Bobler

Trætte ben

Chip

Buffalo Bill Cody

Afmagt:)

Golden

Pelikan

Colora tur/retur

Første feriedag: Vi lagde ud med at vente på Claus, der lige måtte hen på kontoret og ordne et eller andet vigtigt. Så gik formiddagen da med det!

Kørte hjemmefra ved middagstid, 290 miles (466 km) til statsgrænsen Colorado og derefter 180 miles (289 km), i alt 470 miles (756 km) til Denver i Colorado.


Så fladt er der i Kansas, og det er bare lige ud i den retning der!


Mange timer senere går det stadig lige ud, men vi begynder at kunne ane bjergene i Colorado.

Vi overnattede på hotel og havde go´ tid til at opleve byen.
Som stor pige var jeg så heldig at komme på en udstilling i Hamborg og se Tut-ankh-amon, og nu er udstillingen i Denver, så jeg slæbte hele familien hen på museet.
Stor oplevelse hvis ellers hele familien er til sådan noget:)



Aldrig mere kan jeg påstå han ikke har været i nærheden af en kost.


Hvis i lige klikker et par gange på billedet, kan i se at der på hver søjle er skrevet navnet på en indianerstamme, og hvor mange stammefolk der var, da de blev registreret, og nedenunder hvor få de er nu:(



Efter besøget på museet slentrede vi lidt rundt i byen. Jeg syntes altid det er ret spændende at se hvordan midtbyen er i andre byer.





Oh my good, den er kæmpe.....




Kunst er mange ting og der er delte meninger om det i familien:)



I hele midtbyen står der dekorerede klaverer til fri afbenyttelse.



Der er et eller andet med mig og mænd i uniform - og det her er vel en slags uniform, ikk´?

Der er ingen gågade, men hovedvejen igennem byen er så delt i to spor, hvor midterrabatten er så bred at der er plads til gøglere og andet sjovt. I køresporene er der lige nøjagtig plads til busser, der kører i en konstant rute, og hvor man så bare kan hoppe af og på og ganske gratis.
Så man er altså fri for alm. biler i midtbyen. Genialt.

Derefter gik turen til byen GOLD CITY


Clear Creek er en biflod/å der går igennem en dal (i byen Gold) ........... Åen er berømt for den mest intense guldminedrift i Colorado. Byen står som "dengang", og det er som at komme tilbage i tiden, og vi deltog i den største begivenhed i året, Buffalo Bill Days som de har afholdt siden 1946.
Lidt som en præriefest.
Nu er jeg jo ikke særlig motorinteresseret, men gennem gaderne var der udstillede biler og motorcykler, og jeg skulle da være et skarn hvis ikke jeg blev lidt imponeret...











"Guldfloden" er dyb nok til at de kan springe på hovedet i den ene side, og sejle i gummidæk på den anden.

Sidst på dagen afhentede vi den mobilhome, vi havde lejet til resten af turen og fortsatte ud i det blå mod Estes Park.





Udsigten vi stod op til om morgenen var ok......


På de breddegrader bliver det ret hurtigt mørkt, og månen lyser ikke særligt meget op....


Selvfølgelig har vi en pc med.......Og selv i bjergene er der indimellem netforbindelse.

Ligesom i Denver kører der gratis schuttle busser rundt. De skal forestille at køre hver halve time. Kommer den, ja så kommer den, og gør den ikke det, ja så kommer den bare senere....
Væbne sig med tålmodighed og fordrive tiden med et eller andet.



Som feks. at slås eller......


....tjekke sin arbejdsmail. Vi er nød til at bære over med ham, der går lige 3-4 dage inden han holder rigtig ferie!


5 meter til højre for stenene har alle butikkerne udgang til vandet, og på den anden side også udgang til alm. fortov. Rigtig hyggeligt.


Vi skal selvfølgelig også vente på at komme hjem igen....


Og er det ikke bussen vi venter på, kan vi da sidde og vente på de andre.....



Wyoming, den første stat i USA hvor kvinder fik stemmeret, bare lige til jeres orientering.


Det ene øjeblik ser der sådan her ud...


Og næste øjeblik sådan her.....

Og så er det et sted hvor man ikke kan få lavet generatoren til sin mobilhome, hvis den er gået i stykker!
Men Claus fik dem overbevist om noget andet. (Tror telefonen er varm endnu:)
Udlejerene ville ha´ vi skulle køre 80 miles (140 km) tilbage for at reparere den. Men det kan jo selvfølgelig være fordi de skal ha´ penge for hver kørt km.
Båtnakker.




Så vi fik en uventet overnatning i byen Casper. Med direkte udsigt til hundeluftningsarealet OG jernbanen. Ellers en udmærket plads med pool og det hele til kun 20 dollars (120 kr.) for en overnatning, og alt andet er gratis.


I Hot Springs Park ligger Tepee Fountain. (Indianer telt fontæne)
De ser sådan ud fordi man i 1903 hamrede et jernrør ned i jorden så mineralrig grundvand kom op igennem røret, og der blev frigivet kalciumkarbonat. Kan med lidt go´ vilje ligne noget fra en drypstenshule. Vandet der flyder er bare meget varmt og lugter ikke specielt godt.





Og en´ til af slagsen - den er bare ikke aktiv længere og derfor er overfladen tør og lidt porøs.

Navnet på den næste by har jeg glemt, ligesom byen også så ud som om den var glemt - en rigtig spøgelsesby.


Zoomer i ind, kan i se at der faktisk er liv i den gamle mands øjne:)


Bag døren er der et spisested kombineret med en bar.
Nogle er fra et hjem med klaver, andre fra et hjem med komfur, der er dem fra et hjem med skydevåben, og så er der mig, der er fra et hjem med askebægre. Og her var det ganske vist, at rygeforbuddet ikke var nået ud endnu.
Der var udstoppede dyr overalt. Og der hvor der så var lidt mellemrum på væggene, var der klistret vitser op- halv racistiske - og de fleste med den nuværende præsident!
Det kan man så tænke lidt over.....

Vi blev modtaget af en cowboykone der mindede fantastisk meget om vores goe´ nabo Rita i DK.
Bortset fra at hun snakkede amerikansk.....Så det var lidt hjemligt i mere end en forstand.
Barstolene var sadler og der hang cowboyhatte og støvler ned fra loftet.
Det var med lidt bankende hjerte vi bad om et bord til 6 personer.
Det var der da ikke noget problem i, de mindste skulle bare sidde med siden til baren, for det var lige der det skildte mellem spise afdelingen og drikke/ryge afdelingen. Hmmm.....

Maden var nu udmærket og vi slap ud i live...måske fordi det viste sig at konens mor kom fra Møn!


Til skræk og advarsel er der ikke airkondition i fængslerne...


Meget normalt at de har 2 flag. Et for staten og et for området, som her er et naturreservat.


På billedet kan i se en golfvogn - og hvad laver den så der kan man spørge sig selv?
Man blir´ da kørt fra parkeringspladsen og hen til udstillingscentret, og så får konen en dollar for det og alle er glade:)
Men der er altså også langt - mindst 200 meter. Meget amerikansk...

Dæmningen er som så meget andet på vores tur, opkaldt efter den berømte gamle vestenhelt Buffalo Bill. Han hed egentlig William Bill Cody, og han grundlagde den nærliggende by CODY, fordi han ejede så meget land. Det skulle være til at forstå:)












Det ser måske ikke ud af noget særligt, men der er pænt langt ned til bunden...




I Frankrig syntes jeg skiltene er overalt hvor man kører i bjergene, men det var kun ganske få skilte vi så i Colorado, måske fordi der er så uberørt. Hvad ved jeg?
Det sku´ da lige være at jeg ikke når at komme væk hurtig nok væk hvis der sker et skred:(



Så er vi på farten igen. Signe har fået alt for lidt læsestof med, så det er 3. gang hun læser den:(


Skovcampingpladser er først til mølle princippet. Og der er langt imellem dem, så man skal være i go´ tid, hvis ikke man vil køre den halve nat. En skovbetjent kører patrulje på pladserne der ellers er uden opsyn - man går op til tavlen, tager en kupon og skriver registreringsnummeret på bilen, ankomst og afgang. Putter i en kuvert med 10-20 dollars pr. nat uanset størrelse på vognen og antal af personer.
I Danmark kan man ikke engang ha´ en kartoffelbod uden der er nogen der render med både bod og kartofler.





Her har vi været heldige. Lige ned til vandet og selv om det er iskoldt skal man under ellers er man en kælling og hvem vil være det? Ingen af mine drenge. De kom under, men det gik så hurtigt at jeg ikke nåede at trykke på udløseren.
Strømmen er meget kraftig, så selv om det bare ligner nogle småkrusninger var det svært at stå fast.


På de fleste pladser var der sådan en fætter her.
Desværre har jeg ingen billeder af det, men på alm. holdepladser og campingpladser var der advarsler om bjørne. Hvordan man ikke skal opføre sig for at skabe en bjørns opmærksomhed.
Naturligvis rydde op efter sig og lægge affald i nogle specielle skraldespande, der er besværlige for bjørne at komme i. De stod også i bjergbyerne, for bjørnene er ligeglad med omgivelserne, bare der er mad. Der er også lange stænger på pladserne med en krog, så man kan hænge mad og lignende op, og få opmærksomheden væk fra teltene.
Ugen før var der en mand, i et telt, der blev overfaldet og dræbt af en bjørn, og det var et stort samtaleemne i hele Yellowstone.
Der er advarsler rigtig mange steder, at hvis man bevæger sig ind i skoven uden guide, skal man oversprøjtes med et eller andet stads - det gælder også hesten hvis man har sådan en med!


Så er vi på farten igen. Og bliver igen overrasket over hvor hurtigt naturen forandrer sig.


På den ene side af vejen er der gråt og på den anden side grønt.


Træerne ser ret døde ud, og det er de faktisk også. Vi kører mil efter mil og der er skovdød i flere timer så langt øjet rækker.
Der har været store skovbrande, storme og andre naturlige årsager, men så vidt muligt forbliver det uberørt.
Naturen er i den grad uberørt. Træerne ligger væltet overalt og min svigerfar ville juble dagen lang ved tanken om alt det træ han kunne få lov til at sanke til vinteren.


Vi var helt oppe at ringe - den første bison vi så - lige da vi var kommet op i fart og der ikke lige var et sted vi kunne holde ind. Typisk!

Langt om længe er vi der: Yellowstone Lake

Tro mig - jeg har centrifugeret billederne fra ferien, og har lyst at vise jer endnu flere, men nogen gange er man nød til selv at være der for at se hvor højt og blåt der er til himlen.
Og det her sted er et af dem man bare aldrig bliver træt af at se på.




Yellowstone Lake er den største sø i Yellowstone Nationalpark. Søen er 2.376 m over havets overflade og 177 km er kystlinje. Det dybeste sted er mindst 118 m.
Søen fryser til i begyndelsen af december og tør først op i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.
Det er nem googlesøgning og billederne derinde er meget bedre end mine - men jeg har selv været der:)

Jeg ku´ sidde her i timevis og kigge på vandet- der forresten er iskoldt og det gør næsten ondt at soppe i det.
Ved siden af mig ser i de bjørnesikre skraldespande.
Jeg var overrasket over at vi på intet tidspunkt så noget affald der lå og flød. Ikke bare et lille stykke papir.
100 meter bag mig er vejen og på den anden side af vejen var der det her skilt.


Men det så vi først efter vi kom tilbage....

Grunden til vi gik derop var fordi vi så røg i det fjerne, og måske var der en lille skovbrand på vej. Men røgen kom op fra jorden.


Det er så varmt at man ikke skal stikke nallerne i - man gør det kun en´ gang!



Tyktflydende, boblende mudder der stinker af svovl og jern og prut.
Umiddelbart ufarligt, og havde vi set skiltet, var vi da selvfølgelig ikke gået derop:)


En udtørret en af slagsen


Og en udtørret bison lort.


Udsigten er betagende og zoomer i lidt ind, kan i se et dyr ligge på stenen. Aner stadig ikke hvad det er for en, men ligner et marsvin med meget lang krop og lang hale. Den ligger helt stille og soler sig med lukkede øjne, og det er først da vi går helt tæt på den bevæger sig.


Så sker der til gengæld noget. Pludselig vrimler det ud af alle huller og sprækker, og de er overhovedet ikke skræmte. Jeg får en voldsom trang til at stryge en af dem over ryggen, men jeg styrer mig.

Så kører vi ellers derudaf igen.




De 3 ovenstående billeder er fra samme sted, jeg husker bare ikke lige præcis hvor.
Man kører derud af - rundt i et hårnålesving og pludselig ser naturen anderledes ud igen.


Vi kører og kører og ser ingenting. Pludselig ser Anders og Rasmus en grizzly bjørneunge. Selvfølgelig et sted hvor man ikke kan holde ind. Øv. Senere fortæller en guide at det er "normalt" at se brune bjørne, men sjældent de andre, så de var ret stolte.


Den virker helt rolig, men tror på at advarslerne er begrundede, så vi bliver i bilen.



Alt hvad der er grønt er der liv i, og alt hvad der er gråt er dødt, og her kan man virkelig se så langt øjet rækker, at der er halvt af hver.



De 2 sidste billeder er næsten identiske, men taget med er par timers mellemrum.
På et tidspunkt syntes jeg bare jeg havde set skov nok:(

Minerva Terrasse ligger på Mammoth Springs.
Terrassen har igennem perioder været inaktiv i løbet af de sidste 100 år og derfor ser noget tørt ud, imens det der ser vådt ud stadig er aktivt.
Uanset hvor man kigger hen, benoves (er der overhovedet et ord der hedder det?) man af farverne og formationerne og jeg har klipset på kameraet i et væk.
Syntes i det er for meget at se på, må i rulle forbi.







Det kunne godt ligne en kulisse, men er den ægte vare.
Rundt på hele terrassen var der træ-gangstier og masser af advarsler om ætsning og brandskader.
Jo mere aktive - jo værre lugt.















Med lidt go´ vilje kan i se et insekt på det sidste billede.

Videre til The Old Faithful, der ligger endnu flere mil fremad.
The Old Faithful, er en ud af mange geysere i Yellowstone Nationalpark i det gejserområde, der kaldes Upper geyser Basin.
Det der gør den anderledes, er at den trofast er i udbrud hver 90. minut, cirka!
Vi var så heldige at komme 10 min. før - jeg er ikke ret go´ til at vente.



Endelig begynder den at gi´ lyd fra sig....


Og så eksploderer den fra det ene øjeblik til det andet i kæmpe kaskader - tusindvis af liter varmt vand i flere minutter. Amazing.....

De næste 90 min. brugte vi på at gå ud i området omkring geyseren. Der er mange andre, både større og mindre, men de er til gengæld uregelmæssige. Så der kan gå år imellem eller de er i udbrud konstant, men meget små.


Vi går og går og undres over at der i al varmen og stanken alligevel lever dyr.


Der er masser af chip og chapper. Både inde i byerne og i naturen. De kommer meget tæt på og virker på ingen måde skræmte for mennesker.


Morning Glory Pool
I midten er der 74 grader varmt (så vidt jeg husker) De forskellige farver skyldes bakterier i vandet. Nogle folk er ikke særlig betænksomme, og smider mønter og andet godt i, der resulterer i at den stopper med tiden. Søger i på nettet vil i finde billeder fra nogle år tidligere og de er helt fantastiske. En fryd for øjet.

Der var en masse at se på vej ud til hullet, men der er godt nok langt tilbage:)


Rasmus er hurtig på benene igen da Signe truer med at kysse ham.
Det vover hun alligevel ikke:)


Der var hundreder af turister og så ligger der en bison midt i det hele uden indhegning.
Midt i det hele til fri afbenyttelse. Men hvert år kommer der turister til skade fordi de tror dyrene er fredelige, og jeg ku´ da osse få lyst at gå hen og klappe den lidt på hovedet.


Så går det bare derudaf. Det begynder at skumre og vi er bagud med at finde en plads da vi kører ud af Yellowstone. Det bliver mørkt fra det ene øjeblik til det andet - der er intet mobilnet, og campingbøger er en by i Afghanistan.


Dagen efter er vi i The Teton Range, en bjergkæde i Rocky Mountains, og her er nogle typiske turister i turisttøj:)


Vi andre vil godt være dem bekendt alligevel, især med den baggrund.


I får lige en håndfuld billeder igen. Forestil jeg at indianerne har levet og jaget her.
(Vi er stadig skuffede over at vi ikke så en eneste af dem - ikke engang en indianerhest ku´ det blie´til:(







Så er vi nået til Jackson

Et dyrt turiststed, der også fungerer med golf og ski og hvad der nu ellers er sådan et sted.
De samler på gevirer og ingen går til spilde, de kan bruges til alt.



Vi deler os op i drenge og pigehold. Drengene skal på river rafting og pigerne på galleri.
Meningen er at vi mødes igen om 6 timer. Jeg har nøglerne til bilen og vi aftaler at mødes der til aften.
Signe og jeg er sultne, så vi starter med at lede efter mad. Det skulle jo ikke være et problem. Bortset fra at kl.er 2 om eftermiddagen, og da er samtlige restauranter lavet om til barer med spisning, så hun kan ikke komme med ind nogen steder, og vi blir´ konstant afvist.
Man kan godt blive mæt af is, men ikke ret længe sku´ jeg hilse og sige.


Vi fik hilst på Bigfoot....


Set en brun bjørn...


Og jeg fik et klem af ham her.

Der stod utallige skulpturer udført i bronze, det ene mere livagtigt udført end det andet.





Vi vandrere fra det ene galleri til det andet - jeg kan ikke få nok af malerier, skulpturer og hvad der ellers hører til på et godt galleri, og Signe har nået en alder hvor hun også får noget ud af det.
En perfekt eftermiddag:)

Men tiden går hurtig når den går godt, og vi måtte tilbage til bilen. Der er bare lige det ved det, at vi ikke kan finde den. Typisk. Der kan stå 3 biler på Brugsens parkeringsplads, og alligevel kan jeg komme i tvivl om hvor netop min bil er.
Efter tre kvarter opgiver vi. Er så heldige at finde det sted hvor drengenes udgangspunkt er, så vi går ind og spørger om de ved hvornår de kommer tilbage. Jo da - de blev læsset af for et kvarter siden et stykke herfra. Shit. Det er begyndt at regne, det lyner og tordner, vi er sultne, vi fryser, Signe er træt af at gå, vi kan ikke finde bilen, det er ikke sjovt mere og vi har ingen telefon.



Så hun sidder og venter på et mirakel - og det kommer løbende på den anden side af fortovet. De er også våde, men gensynsglæden er stor:)

Desværre har vi ingen billeder fra deres tur, men det havde været en go´ og sjov oplevelse, med en guide der vidste alt og kunne vise en masse om dyrelivet omkring vandet man normalt ikke ser, hvis ikke man lige ved hvor man skal kigge hen.

Tilbage til bussen og i det samme holder det selvfølgelig op med at regne.
Men rigtig flot er det på bjerget da solen kommer frem igen.


På vej ud af byen kører vi over Snake River. Den er 1674 km. lang og det er jo ikk´ så lidt. Der er en lang beskrivelse af den inde på nettet, den må i selv se efter, men der har selvfølgelig levet indianere langs floden, og vi skuer stadig efter dem uden held.
Måske fordi der ikke er specielt meget vand i den.


Ihvertfald på den ene side af broen...


Det er bedre på den anden side, men stadig ingen indianere...


Lige pludselig ser jeg en ørnerede med halvstore unger.


Og der er moren - men drengene skuffer mig. De har jo lige været sammen med en guide der ved noget om dyr og vist dem nogle rigtige ørne - og det der - det har aldrig været en ørn.
Men den ligner - og det er godt nok for mig:)

Vi sætter kursen mod Bear Lake Valley i Utah

På billedet herunder er det lige holdt op med at regne og himlen har de fineste farver før eller efter en regnbue! Men læg mærke til de røde træer i højre hjørne. Undervejs kører vi igennem kæmpe skov/bjerg arealer, der er mere røde end grønne.
Årsagen er nogle biller der ødelægger træerne, og normalt lader de naturen passe sig selv, men de har forsøgt at hamre nogle små røde poser på træerne i nogle områder, med et eller andet stads i der skulle bekæmpe det - men uden held. (De ved så meget de der guider)


Bear Lake er den næststørste naturlige ferskvandssø i Utah, og kendt for sin enestående turkis-blå farve, pga. suspenderet kalksten.
Af ukendt årsag har jeg ingen billeder af den til trods for at vi kørte langs søen i lang tid.
Men tro mig: Den er mere blå end blå.
På et udsigtspunkt så vi en del af dem her til gengæld.


Der var rigtig mange kolibrier - meget fascinerende.

Videre til Salt Lake der er en saltsø i Utah.
Søen er den fjerdestørste sø i verden uden afløb, og vandet er så salt, at man kan flyde på det.
Bare ikke lige der hvor vi stødte på den!


Det lugter rigtig grumt og er fyldt med fluer. Vi kan ikke engang ane vandet, men vi fatter mod og går derud af.


Er det bare fatamorgana?



Vandet er dejligt varmt men ildelugtende, og ingen havde lyst at trække i badetøjet.


Sammenlagt regnede det kun få timer på vores tur - resten af tiden stod solen højt på himlen.

Regeringsbygningen så ligeså ferieforladt ud som Christiansborg

Der er et tempel, konferencecenter, memorialbygning, flere historiske biblioteker, kirkens museum, specielt anlagte haver, indkøbscenter og andre betydningsfulde bygninger. Allerstørst er det kirkens kontorbygning i ser her med et verdenskort på begge sider.
De store bygninger i ser i baggrunden tilhører også mormonerne.
En by i byen!


Utah er "hormonernes" højborg. ( Mormonernes)
I flere religioner er der særlige krav til påklædning og udseende. Mormonerne er nogle af de få, der har deres eget hellige undertøj. Muslimerne har deres tørklæder, jøderne deres store hatte og lange frakker, mens buddhisterne har deres lette kapper, og her i Hutchinson ser jeg dagligt Amish folk med høj hat og frikadellefletninger.
Mormonerne er måske mest kendt for at benytte sig af flerkoneri og deraf rigtig mange børn.
Undertøjet så vi ikke noget til, men rigtig mange skilte sig tydeligt ud, bla. med sorte ens jakkesæt. Der var også skiltet med at man kan risikere at blive bortvist hvis påklædning og opførsel ikke var acceptabel.


Det var rigtig strengt at gå tilbage til bilen. Heldigvis i skygge, men opad med mit elendige knæ - det var nemmere nedad.


Vi plejer ellers at kalde Rasmus og Claus for P1 og P2 (P: pensionist) Men her er han alligevel kommet foran mig:)


Kunst er jo mange ting....

Videre mod Glenwood Springs.
Jeg tog et billede for hver time vi kørte, de første 4 timer, så blev jeg træt af det.
Er sikker på i forstår.





Ret kedeligt.

Men så er vi der endelig , og tager op i Glenwood Caverns Adventure Park.


Hun er bange for at falde ud af reden, men der er saftsusemig også langt ned, for forlystelsesparken ligger på toppen af et bjerg.


Da hun efter lang tid endelig er blevet overtalt til glidebanen, kan hun ikke få nok, og skal prøve igen og igen.

Så vi venter....

Og venter.....

Og har stor fornøjelse af chip og chap der fiser rundt mellem benene på os.
Jeg er helt nede på hug og stikker kameraet ind i hovedet på den, men den er ligeglad.

Claus og Dennis kan aldrig få det vildt nok, men her får de alligevel deres lyst styret.

The Giant Canyon Swing er helt ny. Det tar´ 60 gyselige sekunder - 1300 meter over Colorado River - 112 grader over horisonten og med 80 km. i timen.


Fantastisk udsigt....
Men læg lige mærke til rækværket - det er lige her i hjørnet man står og spiser, og i teltet til venstre er der en forlystelse. Det var aldrig gået i Danmark - det var blevet lukket på stedet.

Vi er så heldige at få en RV plads midt i byen da tivoli lukker. Og sikke en udsigt at stå op til:)



Ofte har vi diskuteret med Anders hvor lang tid det tar´ at klatre op ad sådan et bette bjerg. Han er i go´ form så hvor lang tid ka´ det da lige ta´?
Han mener højst 3 timer - jeg mener mindst en dag. Vi havde ikke afsat tid til det, så det må blive en anden gang væddemålet skal afgøres.


Han må nøjes med den bakketop i baggrunden og det tager ham omkring en times tid.


Det snyder fordi man ikke kan se alle forhindringerne på afstand.
Her er feks. ingen væltede træer, men krat og sten.



Så vender vi snuden mod Denver igen.


Det er første gang i et par uge hvor vi kører på 2 sporet motorvej.
Men bjergene er der stadig i alle farver og formationer.



Her ser i lidt tydeligere de røde træer der er angrebet af biller.

Vi havde en rigtig træls sidste overnatning i Denver. Det var umuligt at få en plads at overnatte på og efter flere timers kørsel opgav vi og lagde os til at sove på en p-plads hos Wallmart.
Næste morgen afleverede vi en rengjort RV, og satte kursen mod Kansas. Og der går ikke længe inden bjergene er ude af syne, og det bare er fladt, fladt og fladt.



Det er altså ikke helt lyv, for se lige op engang. Herovre er der altså højere til himlen.
Og når jeg ser ham her, ved jeg at jeg er kommet hjem. Hjem til bibel bæltet.


Ofte har jeg tænkt på turen:" Bare de var her allesammen, så jeg kunne dele det med dem".
Turen har været en fryd for øjet og det er en oplevelse jeg ikke ville være foruden.

Vi har set mange grønne træer
- mange røde træer
- mange brændte træer
- mange floder
- mange snoede veje
- mange bakker
- mange dale
- mange klipper
- mange bjerge
- mange stepper
- mange dyr
(og læst mange bøger)
Slanger, bison, moose (en slags elg), pelikan, chip og chap, ukendt kæmpe marsvin, sort bjørn, kolibrier, ørne og anden ikke dansk stor fugl, bighorn sheep (bjergfår med krøllet horn), elge og så kan jeg vist ikke komme på flere, men paletten blev godt dækket.

En´ ting mangler vi stadig at se: Indianere. Vi måtte nøjes med et par mokkasiner.


Når det så er sagt, så skal det også siges at det ikke har været helt nemt.
Vi har kørt godt 4000 km. Jeg er ikke så meget til det der køren rundt, med mindre det er i omegnen.
Fire drenge og 2 piger - det er for meget testosteron på et sted.
Vi havde ikke de mest optimale betingelser i bussen. Den var spritny og med masser af plads, men generatoren virkede kun i få dage. Mit knæ var stadig sølle og hvis jeg sad i den dybe sofa sov mit ben og der var ikke noget særligt godt udsyn. Sad man midt/bag i bussen, så hoppede, bimlede og bamlede det, og der var udsynet heller ikke for godt.

Kender i det med at man er i ZOO. Man kigger ind i buret, først for at få øje på dyret, stort eller lille, man venter på at det rører på sig, måske endda springer frem imod en´ så man kan få et lille gys, men opgir´ til sidst, og i det øjeblik man vender sig væk er der en der råber: " Der er den" Men den er væk i det splitsekund man ser efter den igen. Det skete ret ofte på vores tur!
Virkelig frustrerende.

Kører man i flere timer har man jo også rigtig god tid til at tænke.
Feks: Kan man sige at man stikker sig på en slanges tænder hvis den er død og stikker hånden ind i slangens mund? Volapyk - men for en familie der bruger mange ord, og går op i om de også bliver sagt og brugt rigtig, ja så er det da vigtigt og det kan der komme en livlig diskussion ud af UDEN at nå til enighed.

Ude godt, hjemme bedst. Det dejlige ved at komme hjem plejer at være at gå rundt i haven og se hvor meget græsset er vokset de sidste 2-3 uge. Solbærrene, ribsene, hindbærrene, brombærrene og de snarlige æbler. Sidde på terrassen med en kold øl, snakke med naboen over hækken, og udveksle ferieminder en lys dansk sommeraften.

Her kom vi hjem til mørke kl. 9 om aftenen, en infernalsk larm fra cikaderne, 35 grader varme udenfor og ligeså varmt indenfor fordi airconditionanlægget har været slukket.
Men det gjorde ingenting.
Jeg har stadig ikke hjemve efter det køleskabskolde Danmark, og her først i September måned har vi stadig ca. 35 grader. Skønt.

Billederne er taget af mig - de bedste er taget med Anders´s kamera, og de korte filmsekvenser er taget med mit alm. kamera og mit videokamera.
Professionel er jeg bestemt ikke, og er bare glad for at jeg ikke skal leve af det.

Sender de varmeste tanker til jer alle:)