tirsdag den 8. maj 2012

Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så skidt.


Til trods for at stat og kirke er adskilt i USA, er det tydeligt at politikernes religiøse baggrund spiller en mega rolle.

Jeg har efterhånden været i kirke nogle gange herovre og det er ikke fordi selve gudstjenesten er så meget anderledes i DK, men alligevel.....Generelt bliver gud anråbt lidt mere her end vi gør i Danmark.

Her i Hutch står den halve menighed og giver hånd ved ind- og udgang.
Alle pigebørn er i kjole med strømpebukser eller lang nederdel, blusen selvfølgelig helst med lange ærmer og høj hals, alle drengebørn i bukser med pressefolder og skjorte, indimellem slips.
De voksne er osse i det stiveste puds og til vores første besøg var jeg i tvivl om, om det var et bryllup vi deltog i.
Jeg skilte mig som sædvanlig fuldstændig ud med sandaler og meget spraglet tøj med bare arme og stramme bukser.

Helt anderledes er det med præsten: Yppig, vil de fleste nok sige, en kvinde gud har været meget gavmild med da der skulle deles former ud, og med kropsnær kjole, høje hæle og fuld makeup så hun nærmest ligner en indianer på krigsstien.
Jeg kan godt forestille mig at især nogle af kirkens mænd ikke sidder og blunder ret meget.

Indbyggertallet er på størrelse med Vejle eller Bornholm, hvis det siger jer noget!
Der er 78 kirker og et par stykker under opførelse. (Forestil jer 78 kirker på Bornholm!) Mellem 2 og 3 gudstjenester hver Søndag og fællesspisning midt i ugen - og der er fyldt op - ikke kun i kirken, men selvfølgelig også parkeringspladser og samtlige gader der støder op til kirkerne - og begge vores indkørsler.

Kirken her er da pænt stor...


...men ikke stor nok - så der er lige bygget et "anneks" ved siden af.

Fantasien fejler ikke noget, så vi bygger da lige Noahs Ark.

For god ordens skyld må jeg lige nævne at den ligger i nabobyen!

Kirken her syner ikke af meget og ligner vel egentlig et almindeligt kedeligt hus.

Det samme gælder for Jehova kirken her, og var det ikke for klokketårnet kunne det osse ligne et alm. hus.

 Jo jo - det er en kirke.

De døves kirke - hørende er også velkommen.


Og indgangen til kirken.
Hvis i zoomer ind vil i kunne se "våben forbudt" skiltet på døren. Gad vide om man er undtaget hvis man også er blind!
Den ser ret sølle ud i virkeligheden og det ses klart at der ikke er så mange døve til at bidrage.
Da kirkerne er afhængige af de midler der kommer fra kirkegængerne, ser man ofte tydeligt hvilket kvarter kirkerne ligger i.

M2 er generelt mange og der følger nu nogle billeder hvor man tænker: Ribe Domkirke - måske skulle der tænkes på en tilbygning.

Var det ikke for klokken længst til højre kan man indimellem komme i tvivl om hvorvidt det er en kirke eller en postcentral.

Jeg har aldrig syntes at blyindfattede ruder hører til i et parcelhus - i kirkerne her i byen kommer de til gengæld virkelig til deres ret.

St. Teresa her er et 100årigt arkitektonisk katolsk vidunder. Hvis man føler sig nærmere gud fordi det er smukt ( også indeni), kan man næsten ikke komme tættere på himlen. Deres vægmalerier, vinduer, alter og font er meget velholdt og gennemtænkt. Jeg er jo et visuelt menneske og bliver aldrig mæt af gode billeder.

Billedet herover og de 2 nedenunder hører sammen, men kirken er så stor at det er en umulighed at få dem på et.

Den er meget hyggelig indeni, og ud over størrelsen er der ikke noget prangende. Tæpper på gulvene, bænke, kip til loft med synlige spær og selvfølgelig i brune farver.

Det må lige nævnes at der er halv/fuld kælder under de fleste kirker og i tilfælde af tornado er det muligt at søge til kirken. (Om man skal være medlem aner jeg ikke en hujende fis om)

  
En´ af kirkerne der ligger ved siden af Signes skole. Begge bygninger bag træerne er en og samme kirke. 
Byens største kirke må være Trinity United Methodist Church.
Her ses midterpartiet fra Main Street tæt på.

Og fra den anden side af fortovet.

Langs hver "hovedbygning" er der en længe på den her størrelse.

Kirken er meget levende og åben fra tidlig morgen til sidst på dagen, laver en masse godtgørende arbejde og det er altid en fornøjelse at komme forbi.
Kirkerne bliver generelt brugt til alt muligt fra yoga og aerobics, daginstitution, tapning til blodbanken og mødested for weight watchers - ud over søndagsskole og fællesspisning.
Kirkerne kan sammenlignes lidt med forsamlingshuse.

Jo, det er en kirke - en rund en af slagsen og bag den er en stor tilbygning der sagtens kunne være en kirke i sig selv :)

Jeg har vist nævnt før at her planter man skilte på plænen som vi andre "derhjemme" planter sommerblomster. Skiltet her er fra plænen til UFO kirkens nabokirke.

Skiltet her går igen og igen - ikke kun på kirkernes plæner, men også langs motorveje og andre steder hvor man har tendens til at falde i staver. De går aldrig af mode her i midtvesten.

Den liste gad jeg godt se.


Var det ikke for korsene ville det være svært at se at det var kirker.
Så kan en kirke da næsten ikke blive mere kedelig at se på- men ok, det er det indre der tæller!
En´ af kirkerne ved siden af Rasmus´ skole - de har også et skilt, endda digitalt, og der står: Iphone - Ipad - Ipod - prøv Ipray.  Jow jow - de prøver at følge med tiden:)

Er det en kirke - jo, såmænd.

Tja, jeg har ikke lige et svar parat og nogle gange er stilheden lammende i telefonen når jeg IGEN bliver ringet op med forespørgselen om hvorfor jeg ikke har været der SÅ længe.
Vi bliver jævnligt konfronteret med vores kirkegang - eller mangel på samme og vidste på forhånd at vi skulle bo i bibelbæltet, men Hutchinson er bæltespændet.
Invitationerne kom i en lind strøm, især i starten, og det var helt sikkert kun venlig ment.
Fået tilsendt mail, breve, ringet op og invitationer klistret på døren.
Vi har flere gange oplevet at kirkens folk kommer til vores dør og inviterer os. Og det er ikke kun Jehovas Vidner!

Jeg holder af min egen kirke i DK, og uanset hvornår jeg kommer føler jeg mig godt tilpas.
Ikke noget med at blive klandret for hvornår jeg sidst var der, eller blive ringet op om jeg ikke var tilfreds sidst jeg var der, da det er nogen tid siden jeg viste mig sidst.

Det er da muligt det er gratis at tale med gud, men det er naturligvis ikke gratis at gå i kirke.

" Du behøver ikke være medlem for at deltage"
Det passer bare ikke helt - man kan måske godt komme her et par gange men så klapper fælden. Tredje gang jeg deltog skulle jeg ved frivilligt tvang skrive mit navn, adresse og telefonnummer.
Hurtigt derefter blev jeg kontaktet - bliver spurgt om oplevelsen af at komme i kirken, og var jeg utilfreds var de villige til at anbefale en tilsvarende kirke. Jeg ville godt ha´ besøgt nogle flere kirker, bare sådan lige for at finde ud af hvor jeg hørte mest hjemme, men følte det blev kvalt lidt i opstarten.

Foran bænken (boghylden) ligger der kuverter hvorpå jeg kan skrive hvilket beløb jeg vil gi´ og om det skal trækkes på min konto månedligt eller årligt! Husk at her er kirke og stat adskilt!

Det er måske en svag overdrivelse, men jeg ligner en epileptisk folkedanser når jeg ikke lige kan finde ud af hvornår jeg skal rejse mig op og hvornår jeg skal sætte mig ned i kirken, så alle mine bevægelser er med en del forsinkelser og vækker måske mere opmærksomhed end jeg selv er interesseret i.
Der sker noget besynderligt med min balanceevne når jeg blunder bare et øjeblik:)

Kirkerne har enorme summer og da jeg var med til gudstjeneste søndagen før jul og de fremlagde regnskabet vågnede jeg da lige op et øjeblik. I årets løb var der indsamler et trecifret millionbeløb.
I dollars vel at mærke. Holy smølf.

Jeg er helt med på at de også bruger store summer på velgørenhed, meeen.....det kan godt komme til at lugte af opbagt sovs, snæversyn og go´ plads til intellektuel forbedring når de i radioen, på tv og på talerstolen siger at gud hjælper dem der hjælper sig selv. Som jeg ser det kunne det få en stor betydning for samfundet hvis de velhavende kirkegængere blandede sig noget mere med den almindelige amerikaner bortset fra når der skal deles almisser ud.


Kirken her er ikke længere en kirke, men en daginstitution.

Da vi flyttede herover mente jeg ellers sagtens jeg kunne være tro mod mig selv, samtidig med at jeg læner mig op af diverse skrevne og uskrevne regler. Men min tro er begyndt at vakle og jeg har jævnligt befundet mig i fasen hvor tolerencegenet har taget over for at skåne psyken.
Jeg har på alle måder forsøgt at holde mig fra at diskutere politik og religion, men direkte adspurgt kan jeg jo ikke holde min kæft og jeg tror ikke længere på vorherres vilje i guds eget land, men ser tydeligt at det er menneskets/pengenes magt der styrer her.

Om det er for at skåne mig selv eller af uvidenhed kan jeg selvfølgelig ikke svare på, men nogle gange ser jeg virkeligheden på min egen måde.

Cirka halvdelen af USA's befolkning er faste kirkegængere, og der er mange kunder på bænkene i de konservative kirker, hvor præsterne råber op, at abort er som mord på små uskyldige og forsvarsløse babyer.
Oveni kommer indflydelsen fra de hundredvis af konservative radio- og tv-værter, der skræpper op i medierne mod samfundets moralske og sørgelige forfald.
De blander glædeligt religion og politik, og personligt kunne jeg godt savne en anstændig debattone. Det er lige til at få lange bryster af at høre på.
Tænker at i stedet for "Amen", skulle præsten sige "Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så godt".
Langt fra alle skoler tilbyder seksualundervisning - nogle underviser i afholdenhed før ægteskab, men fakta er at i USA formodes hver 4. barn at gå sulten i seng. Sørgeligt :(
Der er daginstitution på skolerne til elevernes børn, men ingen til at fortælle hvordan man undgår at få flere børn. (Lille sidespring tilsat surt opstød)


Kirken kunne være dansk - men er svensk, og ligger en times kørsel herfra i den svenske by Lindsborg.

Hænderne er fra kirken der ligger ved siden af mit hus. Smukt er det da og kunne såmænd være en skulptur fra en hvilken som helst udstilling.

Kirken her er fra nærmeste storby - den skiller sig ud ved at der står en cola automat ved indgangen :)

Den første presbyterianske kirke i Hutchinson blev bygget i 1872 med penge der blev doneret af C C Hutchinson.
Kirken blev senere solgt og flyttet til storbyen. I dag står den i Old Cow Town (svarer til "Den gamle by" i Århus).


"Hører i efter?"


Er det bare mig eller ligner de nogle der hellere vil trille tommeltot i en lejr på Mors?

Billedet her er også fra Old Cow Town, men kisterne har unægtelig forandret sig siden.
Et firma har specialiseret sig i kister der ikke helt er som vi er vant til.
Bizart? Måske, men kun et spørgsmål om tid inden tendensen breder sig mod os.

Hvis ellers i har fulgt med i programmet om forsangeren fra gruppen KISS, (aner ikke om den er vist i DK) vil i undervejs ha´ set en kiste i programmet. Han har en´ nøjagtig magen til, da det var betingelsen for at de måtte lave den.

Til forveksling kan det godt ligne et smart køleskab :)

Hvad med en kiste hvor alle man kender lige skriver et par ord?

Til havemanden :)

En kiste som den her koster ca. 1200 dollars - ikke engang 7000 kr. Det er så uden tax og shipping, men herregud, det er da billigt.

Til den tapre faldne soldat.


Af jord er du kommet - til jord skal du blive, men ikke før om mange mange år når man er begravet i de her :)

Bondemanden han har altid travlt - og efter døden kan han til evig tid se hvor smukt kornet står.

Ovenpå låget er der afbilledet ynglings (John Deere) mejetærskeren i den ene ende, og i den anden ende vise ord samt familiebilleder.


Alle kister er lavet af glasfiber og har en holdbarhed på 70 år - hvis man så vælger at putte kisten i en sarkofag, hvad der er meget almindeligt, holder den nærmest i en evighed.

Forestil jer en kiste i Brøndbys farver - skræmmende.

Oplagt hvem der ønsker at være nedlagt i den her.


Min favorit. Det er en voksenkiste, men syner ikke umiddelbart af meget indtil låget bliver åbnet.


1950 dollars - 11.000,00 danske kroner. Det er da billigt i forhold til hvad en kiste ellers koster i DK, så måske jeg skulle ta´ et eksemplar med hjem til senere brug. (den minder om min cabriolet?) Spøg til side - men mine grænser er unægtelig blevet rykket adskillige fod de sidste par år.

Kun fantasien sætter grænser :)

Kvinden her er sammen med sin mand medejer af forretningen. tilwemeetagain.com. Kig forbi hjemmesiden - der er billeder af mange flere fantasifulde kister, urner o.a.

Bamsen hun står med er ikke en hvilken som helst bamse. Bag i er en lomme indeholdende en lille dims hvor bedstemor har indtalt eller indsunget et eller andet til barnebarnet incl. en lille pose med lidt af bedstemors aske. Så hvis man nu kommer til at savne bedstemor kan man lige kramme og trøstes af bamsen alt imens man evt. hører bedstemors version af vuggevisen. Er det´ bizart?

Hvad enten det er kæmpe terninger, golfkugler, bowlingkegle eller sværdfisk, så har de alle sammen den samme funktion: Det er urner!

Det kunne også være en benzintank der er nøjagtig magen til den der var på ynglings motorcyklen.

 Hmmm......

Det er ikke bare en billedramme med en brandmand. Det er en billedramme beregnet til at indeholde aske fra en brandmand, og for go ordens skyld må jeg skrive at han "bare" er model til urnen.

Vovse skal da også efter døden har indtrådt mindes dagligt - her i form af en hundeurne.

Eller noget af asken er presset sammen til et smykke, så det ligner en diamant - mulighederne er mange og igen - kun fantasien sætter grænser.
Utænkeligt at vi i DK ville få lov at integrere en urne i bilen, huset eller campingvognen - på deres hjemmeside er der utallige forslag og inspiration til fremtidig "bolig".


Jeg har jævnligt været til globegravelse da vi bor i en gammel præstebolig med en kirke i baghaven, og det er bestemt en oplevelse.
Første gang troede jeg det var en berømthed a la Michael Jackson der skulle begraves eller en film der skulle indspilles. Kegler blev stillet langs vejen i begge sider, en hvid rustvogn, 4 hvide limousiner med sorte ruder og 3 store GMC Denali, også hvide med tonede ruder, kørte op og ud sprang muskuløse mænd der til forveksling lignede klonerne fra filmen Men in black.

Siden da har jeg fundet ud af at det er meget normalt, hvis man har pengene, at leje folk til at bære kisten, og meget normalt at den nærmeste familie lejer ens biler at blive fragtet i, frem og tilbage til gravstedet uden for byen.


:)
Kirkegårdene ligger sjældent i forbindelse med kirkerne, og der er slet ingen inde i byen, ej heller er det usædvanligt at kirkegårdene er privatejede!
Her er det indgangspartiet til Fairlawn mausoleum og kirkegård.

Der er flere måder at få nedsat kister og urner.

Kirkegården ligger lige klods op af fængslet og et eller andet sted skal den jo ligge! Selvfølgelig sammenligner jeg med de kirkegårde jeg besøger i Danmark. Der er alt jo grønt og farverigt. Her er der tørke det meste af året og derfor også grunden til at blomsterne er af plastik.

Gravsteder med større/mindre sten, eller sten nedlagt i plænen. 
Det ser ret tilfældigt ud hvor de står/ligger og jeg må tilstå at jeg ikke har formået at finde ud af hvorfor. Det er meget normalt hvis først den ene ægtefælle dør at man så også får indgraveret den overlevendes navn, men selvfølgelig uden dødsdatoen :)
Tænkte lige: Hmm....hvad så hvis man finder en anden i mellemtiden og vil ligge sammen med ham/hende?

 Halloween i Oktober og klart nok skal der pyntes op også på kirkegården :)

 
Jeg har aldrig syntes det var skræmmende at gå på kirkegården en mørk aften, meeen......


Hvis man er så deprimeret at den eneste interesse man har, er hvordan gravsten ser ud, så skal man da vist søge hjælp, så jeg må lige overveje om jeg har brug for det eller jeg bare skal finde mig en anden hobby :)

Yoder er et lille bysamfund med under 200 indbyggere, 15 min. kørsel fra min egen by, altså hvis man er i bil og overholder fartgrænsen, af gode grunde kan jeg ikke udtale mig om hvor lang tid det tager med hestevogn.
De nedstammer fra Amishfolket, og i har sikkert set billeder af dem i tidens løb.
 
De skiller sig særligt ud ved deres specielle tøj. Mændene/drengene er ofte normalt klædt, ellers er det skjorte, bukser uden knapper men med seler og stråhat. Brune sko til daglig og sorte ved særlige lejligheder. Skæg får de først efter vielse, men grydelågsfrisuren med meget kort pandehår ses jævnligt :) kvinderne/pigerne går konsekvent i ankel lang kjole og en lille kyse der dækker en del af håret.
Bagfra er det ikke nemt at se om de er 15 eller 45. De bliver først døbt når teenagetiden er overstået og før det har de fornøjelsen af Rumspringa. Det betyder at de i en periode får lov at leve som de fleste andre teenagere, med hvad der nu hører til, men rejser væk fra familien i den periode. Dåben foretager de så bagefter når de er sikre på at de vil hellige sig livet til Amish.


Jeg ved ikke om deres traktorer er special fremstillet - ens for dem er  at der aldrig et almindeligt tag på, men et stativ med et sejl, svært at forklare svært at forstå. det samme gælder for vinduet, der heller ikke ser originalt ud. Deres påhængsvogne er også hjemmelavet. Ofte ser man lillemor eller børn sidde på traktoren sammen med føreren. Aner ikke om det er lovligt, men da de jo ikke følge de verdsliges regler sååå.....


Zoomer i ind kan i se rytteren i buggyen her sidder og snakker i mobil. Deres leveregler omfatter ellers forbud mod elektricitet, biler, uddannelser, telefoner og andet vi verdslige nødigt vil undvære. Nogle af samfundene er meget strikse og frastøder medlemmer ved den mindste afvigelse.
De skal finde en partner inden for egne rækker og af samme årsag har de en øget forekomst af arvelige gensygdomme. Skolegang og uddannelse er kun få forundt efter 9. klasse.
De er fritaget for militær tjeneste og skal man tro dem, elsker de manuelt arbejde og ydmyghed.
Det sidste nye er at de ikke vil ha´ deres foto på kørekortet, fordi det er for moderne og der kører også retsager i andre Amish samfund fordi de ikke vil ha´ advarselstrekanten på deres vogn selv om de kører på vejen. Det hænger ikke helt sammen i mit hoved at man gerne vil benytte vejen der er moderne, men ikke vil ta´ nogle forholdsregler der gør at man kan skåne liv.
Til deres forsvar vil jeg sige at de ikke er så ortodokse her i området.


Det er ok at køre med hestevogn eller for den sag at cykle på motorvejen - det er bilisten der skal ta´ hensyn. (Vi er vel på prærien:)

Do not drive on shoulder. Oversat betyder det "Kør ikke på skulderen" Men der menes selvfølgelig at man ikke må køre ude i rabatten. Det er da ikke fordi der ikke er plads nok, vejen går ligeud og jeg må ikke køre mere end 110, men der er altså åbenbart forskel på fisk!


De har restauranter, autoværksted, bagerier, krims krams butikker, byggemarked, posthus, større og mindre virksomheder, egen avis og elektroniske kasseapparater så de kan ta´ imod penge.
Jeg kommer ugentligt i deres butik fordi de har noget godt kød, ost og pålæg og umiddelbart kan man ikke se forskel hvis ikke det var for deres påklædning.
Og så laver de de bedste burgere ever. Rigtige burgere :) Billedet af Rasmus er fra deres burgerrestaurant. Et blikskur som sundhedsmyndighederne i DK aldrig ville godkende.

En´ gang om året holder de byfest så også vi alm. nysgerrige kan se hvordan det foregår.
Rytteren, samt hest, er en del af underholdningen, men zoom lige ind på hestens øje - det er lidt spooky ;)


Traktortræk med iltre miniponyer :)


 Og traktortræk for/med børn :)


Maskinen laver is(terninger) men ikke helt uden manuelt hjælp.


Billedet er taget uden for deres lokale restaurant - på den ene side holder bilerne og på den anden side er deres wagon parkeret.


Forestil jer at det er tæt på de 40 grader - døren i siden og vinduet bagi er taget af og indeni er stuvet en flok børn sammen der sidder halvt ud af åbningen for at kunne være der!
Eller det modsatte - p.... koldt!

Ofte ser man osse en lille traktor med påhængsvogn og en flok unger bagi - på motorvejen!!!!!!


Bare fordi min potte var kold som barn skal jeg alligevel opføre mig ordentligt og skrive pænt om andre og især om deres religion, og min mening har ikke været at støde nogen. USA har religionsfrihed og forskellighederne er mange. Heldigvis for det - noget jeg vil sætte endnu mere pris på i fremtiden.
Kirken har i tusinde af år været et fantastisk mødested for mennesker, og det er ikke ren tilsætning at putte et par mønter i bøssen. Jeg er da slet ikke i tvivl om at religion er ligeså godt som lykkepiller for nogle, og bestemt bedre for leveren, men hvor meget krav har man egentlig på lykke?
Og er det ikke muligt at blive lykkelig på andre måder?

Og hvad er lykke? Jo  - for mig kan det godt bare være 36 grader i April. At der så få dage efter er tornado vejr, bekymrer jeg mig først om senere.

Knus og varme tanker til jer alle :)


Filmen er fra et hesteløb i Yoder til byfesten, men læg mærke til huset bagved. Al strøm her er ført over jorden, så man ser nemt hvem der er tilsluttet og hvem der ikke er. Og typisk for Amish er at de ikke har strøm til husene, men vasker, stryger, koger og alt muligt andet på gammeldags facon :)

Amish kvinderne er kendte for deres patchwork og quilttæpper. Som i kan høre på videon kommer tæppet her fra auktionen op på flere tusinde kroner. Der følger naturligvis et certifikat med.

Træk en traktor :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar